En 24-årig mand fra Karlslunde er blevet sigtet for at efterlade sin afføring i en bus.
Bussen var på vej fra Hastrup til Køge torsdag den 24. juli klokken 23.15, da den unge mand satte sig ned bagerst i bussen og lod sin ven filme episoden. Det skriver SN.dk.
Den unge mand blev fældet af videoptagelserne fra busselskabet og et anonymt tip, som politiet modtog.
"Ud fra det fandt vi frem til en falsk facebookprofil, hvor nogle bekendte til den 24-årige havde skrevet. Ad den vej fandt vi frem til personen, som matchede med billedet på videoovervågningen," fortæller vicekriminalkommissær i Midt- og Vestsjællands Politi, Kaj Damgaard, til SN.dk.
Da politiet bankede på døren, var det en meget pinlig berørt mand, der åbnede døren. Kaj Damgaard siger, at manden skammede sig, og virkede meget flov over situationen.
"Han undskyldte med, at han havde været beruset. Det ved jeg ikke, om er rigtigt, men det var i hvert fald hans forklaring."
Den 24-årige blev sigtet for hærværk og skal betale 3.500 kroner til busselskabet, som måtte tage bussen ud af drift og gøre den rent. Derudover får han en bøde på 1.700 kroner. Det vil sige en samlet udgift for toiletbesøget på 5.200 kroner.
Manden har erkendt sin ulovlighed og vil gerne betale sin bøde så hurtigt som muligt.