13-årige drenge mistænkt for drab i Sverige
Svensk politi efterforsker et drab på en 65-årig mand i Halland. To mindreårige drenge er mistænkt i sagen.
To drenge på blot 13 år, der var stukket af fra familiepleje, mistænkes for drabet på en 65-årig mand i det vestlige Sverige.
To drenge på blot 13 år, der var stukket af fra familiepleje, mistænkes for drabet på en 65-årig mand i det vestlige Sverige. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


To 13-årige drenge er mistænkt for at have dræbt en 65-årig mand på dennes gård uden for Varberg i det vestlige Sverige. Drengene, der var stukket af fra familiepleje, er blevet anholdt og afhørt, skriver nyhedsbureauet TT.

- Det er overordentlig usædvanligt, at så unge personer er mistænkt for drab. siger politiets efterforskningsleder, Cecilia Bergsten, der er chef for gruppen til efterforskning af grove forbrydelser i Halland.

- Vi er nødt til systematisk og metodisk at fortsætte med at indsamle spor fra gerningsstedet for at danne os et billede af hændelsesforløbet, tilføjer Bergsten ifølge politiets webside.

De to drenge blev anholdt i Göteborg-området ved 19-tiden tirsdag. Politiet ønsker ikke at oplyse, om drengene var sammen, da de blev anholdt.

Manden blev fundet død tirsdag, da en pårørende slog alarm om et muligt indbrud på gården. Som følge af vidneudsagn og effekter, som kunne knyttes til en af drengene, blev de hentet og indbragt til afhøring i løbet af aftenen.

- Vi vil ikke fortælle, hvilke effekter vi har fundet, siger politiets pressetalsmand, Tommy Nyman, til Göteborg Postens netudgave.

Han tilføjer, at mistanken retter sig mod de to. Politiet skal nu finde ud af, hvordan man kommer videre med efterforskningen.

Samtidig er de sociale myndigheder i Varberg koblet på sagen, og de har taget sig af drengene, indtil de kan overføres til deres hjemkommunes socialforsorg.

Nyman understreger også, at politiet ikke agter at fortælle, hvad drengene har sagt.

Om det var penge, der var motiv til drabet, er det endnu for tidligt at sige noget om, men begge drenge er blevet konfronteret med spørgsmålet. Politiet ønsker heller ikke at udtale sig om, hvad drengene har svaret.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.