De fleste har læst børnebogen Palle Alene i Verden om en lille dreng, der pludselig er den eneste tilbage.
Det er måske den følelese, som 10-årige Max fra Skallebølle Skole tæt ved Odense står tilbage med.
Alle hans kammerater er nemlig enten flyttet til den større skole Vissenbjerg Skole eller har fundet en privat ordning. Det skriver Ekstra Bladet.
Max er derfor nødt til enten at flytte skole eller rykke op til femte klasse - selvom han egentlig kun skal gå i fjerde.
Det ærger hans far Kim Bennekou. For på naboskolen er der 28-30 elever i hver klasse, og det er ikke rart, hvis man som hans søn har ADHD. Han er bange for, hvad en flytning vil gøre ved hans søn.
- Min søn var langt om længe begyndt at have klassekammerater med hjemme på besøg. Og han viste fremskridt. Nu er jeg bange for, at det går tilbage, fordi han skal kastes rundt på den måde, siger han til Ekstra Bladet.
Dagtilbuds– og skolechef i Assens Kommune Esben Krægpøth vil ikke forholde sig til Max' konkrete situation. Men fortæller dog, at skolen kunne have været bedre til at fortælle forældrene om situationen.
- Information er noget af det vanskeligste at give, og i bagklogskabens kolde klamme lys, kunne vi måske godt have kommunikeret på en bedre måde, siger han.
Kilde: Ekstra Bladet.