Nørrebro-urolighederne og valget var noget af det største i år, fastslår de, mens vi spiser æggekage og drikker hvidvin på caféen Quote på Kgs. Nytorv.
TV 2’s nyhedsværter Trine Panum og Jesper Steinmetz skal på torsdag præsentere årets ’største og mest gribende begivenheder’ i stationens årskavalkade.
Skal de selv pege på årets største begivenhed, bliver det urolighederne på Nørrebro.
»Nørrebro var ret stort. Vi sendte jo bare News uafbrudt. Den fik fuld skrue,« siger Trine Panum begejstret.
»Gaderne gik amok. Filmisk set var det helt fantastisk tv, en begivenhed, der virkelig fik brandet TV 2 News. Det så vildt ud på skærmen. Jeg bor på Frederiksberg, kun et stenkast derfra, og tænkte: Gud, min by er i brand ,« siger Jesper Steinmetz.
Trine nupper en mundfuld hvidvin og nikker.
»Jeg forstår godt de unge, men tager også dyb afstand fra den måde, nogle handler på,« siger hun.
Lussing til medierne
Valget var nok »den sjoveste begivenhed«, fortsætter Jesper Steinmetz.
»For alle os, der interesserer sig for politik, var det en forløsning. Vi kunne næsten ikke være i vores egen krop, fordi vi allerede havde udskrevet det 27.000 gange. Det var fandeme helt dejligt, da Fogh trykkede på knappen og fik det afklaret.«
Men så sker der noget mærkeligt. Trine Panum kommer i tvivl om, hvad der egentlig er stort og småt på et år.
»Valget rykkede vel egentlig ikke noget, gjorde det,« spørger hun.
»Medierne fik lidt af en lussing, fordi vi ikke fik ret i, at danskerne ønskede forandring. Enten svarede folk ikke ærligt i meningsmålinger, eller også er der 500.000 danskere, som vi simpelthen ikke er i kontakt med. Alle dem, der alligevel ikke er trætte af Pia Kjærsgaard,« svarer Jesper Steinmetz.
»Jeg synes, at det er et problem, at vi er i så dårlig kontakt med vælgerne. Der var sikkert heller ikke mange i Nordjylland, der syntes, at Nørrebro var stort,« siger Trine Panum.
Melodi Grand Prix-fan
Når værterne skal vurdere, hvad der fyldte mest i deres eget liv i 2007, har de glemt alt om Nørrebro-brosten og Foghs valgknap.
»Det ender altid med, at mine rejser er det største, men i år rundede jeg også 40, og det var en stor begivenhed. Det gjorde slet ikke ondt. Jeg holdt en teenagefest for vennerne, hvor de, der ikke kan lide Melodi Grand Prix, ikke var inviteret,« husker Jesper Steinmetz.
Trine Panum blander sig:
»Jeg ville også sige rejser, men det gider jeg ikke nu, hvor Jesper har sagt det. Personligt var det en rigtig stor ting for mig, at jeg gennemførte en halvmaraton og oplevede min bror og alle stjernerne spille golf i Malaga,« siger hun.
Nu skal de se fremad. Mod årskavalkaden på TV 2.
»I år skal jeg altså have en meget, meget kort pink kjole på. Sådan en, hvor jeg viser ben,« griner Trine Panum.
»Trine er en showgirl. Så snart vi er i showmode , ændrer hun helt karakter. Og på torsdag skal vi skabe en stemning, hvor vi er sammen på skærmen og hygger os med blandt andre Afghanistan-soldater og de politibetjente, der overlevede Dash 8-flyulykken i Aalborg. Det er endnu en vild historie,« siger Jesper Steinmetz.
TV 2 s årskavalkade bliver sendt
27. december klokken 20 fra Kvægtorvet i Odense, og showet varer to
timer, godt krydret med pop- og rockmusik.
Værterne er
36-årige Trine Panum Kjeldsen, kendt fra TV 2/Nyhederne og Station 2,
og 40-årige Jesper Steinmetz fra TV 2/Nyhederne.