Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne Vincent og Josephine skal ud på et nyt og spændende eventyr. Børnene skal nemlig alle på skole i Schweiz i begyndelsen af det nye år. Det erfarer avisen.dk
Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby bekræfter over for avisen.dk, at det er planen, at Kronprinsparrets fire børn i det nye år vil deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz. Lene Balleby ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt. Heller ikke, hvor i Schweiz eller hvor længe det udenlandske eventyr skal vare.
Der bliver nok også en del pendling mellem Schweiz og Danmark for forældrene, som sikkert skiftevis vil bo ved børnene og skiftevis i hjemmet på Amalienborg, da de royale pligter jo skal passes. Måske var det derfor, at Mary for nylig blev udpeget som rigsforstander. Her kan hun jo i fravær af enten sin mand eller svigermor, dronning Margrethe, varetage et statsoverhoveds forpligtelser.
Kender landet godt
Det bliver ikke nyt for familien – og slet ikke for børnene – at besøge Schweiz. Familien har stort set hver vinter suset ned af løjperne i Verbier i vinterferien, hvor de indimellem har lånt deres gode ven, Peter Warnøes, skihytte i byen. Men nu er det ikke sjov og ballade på løjperne, men en hverdag med masser af lektier, der venter.
Prins Christian, 13, og prinsesse Isabella, 12, får nok at se til. Det schweiziske skolesystem er kendt over hele verden for deres gode faglighed, og opholdet kommer i hvert fald til at styrke deres sprogfærdigheder. Schweiz er et flersproget land med fire nationale sprog. Tysk, fransk, italiensk og rætoromansk. Hvor der tales hvad, afhænger af hvilken kanton (provins) man befinder sig i. Tysk er det mest talte sprog og tales især i den centrale region i landet. Fransk er mere dominerende i vest nær den franske grænse, mens italiensk tales overvejende i syd nær den italienske grænse. Rætoromansk er hovedsagelig talt i kantonen Graubünden i det sydøstlige Schweiz.
Tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er i dag otte år gamle, så her ventes også en skolegang noget udover den hjemlige, da skolesystemet i Schweiz også i de små klasser er et nyk opad i forhold til skolegangen i Danmark.
Tæt på brormand
Der bliver heller ikke så langt hen til den anden del af familien, prins Joachim og prinsesse Marie, som jo for nyligt pakkede deres flyttekasser i Klampenborg og drog udenlands til Paris.
Det er dog på en mere permanent basis. Prins Joachim begyndte nemlig sidst i september på en militær lederuddannelse på École Militaire i Paris. Hvor længe, familien skal bo i Paris, vides ikke.
I øvrigt har både kronprins Frederik og prins Joachim erfaring med skole i udlandet. I deres unge år (1982-83) gik de begge på École des Roches i Frankrig.
TV2 fangede kronprinsesse Mary i Paris, som udtaler: "Det er rigtigt, det er noget, der er under planlægning. Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det. En gave, som de har med sig resten af livet".