Forældre over hele landet er blevet sendt tilbage på skolebænken, så de kan følge med, når de skal hjælpe deres børn med lektierne.
Flere af landets kommuner er begyndt at holde kurser for forældre på aftenskole i "lektiehjælp", "forældre-dansk" eller "forældre-matematik". Det skriver Dagbladenes Bureau.
I Århus har de yngste elever på kommunens 50 folkeskoler i efteråret fået en brochure med hjem om lektiehjælpskurser til forældre.
Også på Fyn og i Sønderjylland er kurserne i lektieløsning blevet populære hos forældre. Aabenraa Kommune holder eksempelvis kurserne i samarbejde med AOF:
- Sønderjylland er et af de områder i Danmark, hvor befolkningen er dårligst uddannet, og mange oplever måske allerede i 1.-2. klasse, at de har svært ved at hjælpe deres børn. De forældre vil vi gerne have fat i, forklarer Hans-Peder Kromann Larsen fra AOF Syd til Dagbladenes Bureau.
Mange steder er lektiehjælps-kurserne i virkeligheden de såkaldte kurser i Forberedende Voksenundervisning, der er finansieret 100 procent af staten. Alene i 2008 har staten afsat 91,5 millioner kroner til at forbedre voksne med svage skolekundskaber i dansk og matematik.
Og Venstres uddannelsesordfører, Anne Mette Winther, har ingen problemer med at pengene går til at lære forældrene at hjælpe med børnenes lektier.
- Der er jo sket en del, siden nutidens forældre selv gik i skole, og der er ikke så meget, der er genkendeligt - især ikke i matematik, hvor man bruger helt nye metoder. Derfor er det super-duper, at man kan få et brush-up, siger Anne Mette Winther til Dagbladenes Bureau.