En mindre hær af politifolk var i går mødt op hjemme hos den pakistanske politiker Benazir Bhutto for at forhindre hende i at lede en demonstration mod undtagelsestilstanden, som for en uge siden blev indført at Pakistans præsident, Pervez Musharraf. Demonstrationen ville være et terrormål, og der var risiko for en gentagelse af selvmordsbomben sidste måned, hvor 140 mennesker blev dræbt, lød regeringens begrundelse for at spærre den tidligere premierminister inde i hendes eget hjem.
Pansrede politibiler
Men selvom hun om morgenen var blevet sat i husarrest, forsøgte Bhutto at snige sig ud af bagdøren i sit hus i Islamabad for at komme til nabobyen Rawalpindi, hvor demonstrationen skulle foregå.
Benazir Bhuttos tilhængere fjernede en del af politiets pigtråd med deres bare hænder, så det lykkedes hende at komme gennem to afspærringer, før hendes bil blev blokeret af pansrede politibiler. Så gik det ikke længere. Flere hundrede politifolk blokerede vejen, og i stedet måtte Bhutto gribe en mikofon.
»Min kamp er ikke mod jer, mine uniformerede brødre. Jeg kæmper for demokratiet,« råbte hun til politifolkene og opfordrede Musharraf til at træde tilbage som hærchef.
Hendes tilhængere begyndte at slås med politiet, og flere hundrede blev arresteret. Men det hjalp ikke. Bhutto måtte give op og vende tilbage til sit hjem.
Skader vestlig alliance
De seneste dages begivenheder i Pakistan peger på, at Musharraf ikke har tænkt sig at give oppositionspolitikerne frit spil, selvom han tidligere på ugen garanterede, at der vil blive afholdt valg i februar, blot en måned senere end planlagt. Konfrontationen med Benazir Bhutto kan samtidig gøre det langt sværere at for de to vestligt orienterede ledere at danne en politisk alliance mod landets mere relligiøse partier.
I denne omgang blev der dog tale om en kortvarig konfrontation. En talsmand for den pakistanske regering sagde i går aftes, at husarresten ville blive ophævet, så Bhutto i dag frit kan forlade sit hjem. Hun har dog allerede bebudet en ny demonstration tirsdag.