Spionflyet Tårnfalken kunne stort set ikke flyve. Helikopteren EH101 er spækket med fejl. Og it-systemet DACCIS er nu sendt på lossepladsen.
Listen over Forsvarets fejlslagne milliardindkøb er lang. Og med gårsdagens beslutning om at skrotte det stort anlagte it-projekt DACCIS, kan der føjes et par hundrede millioner kroner ekstra til fiasko-regningen.
»Vi aftalte sidste sommer med leverandøren, Saab Danmark, at de skulle leve op til nogle klare mål. Og det kunne de ikke. Saab leverede ganske enkelt ikke det system, vi havde brug for, til den aftalte tid. Derfor må vore veje skilles,« siger generalmajor Per Ludvigsen, chef for Forsvarskommandoens Koordinationsstab.
Planen med DACCIS, der står for Danish Army Command, Control and Information System , var at skabe et topmoderne kommunikationssystem, så hærens forskellige enheder kunne udveksle hemmelige informationer og strategier under et slag.
Fejl fra starten
Men allerede fra projektets fødsel i 1996 stod fejlene i kø. Og da DACCIS for nyligt dumpede en test, der skulle vise, om systemet kunne kommunikere med lignende it-systemer hos Danmarks allierede, valgte Forsvaret at trække sig.
Vi arbejder tæt sammen med vore allierede på slagmarken – eksempelvis briterne i Afghanistan. Så nytter det jo ikke noget, at man har et system, der kun kan tale med sig selv. Desuden var programmet ikke særligt stabilt, hvilket også var en grund til, at vi stoppede projektet,« siger Per Ludvigsen.
Undren hos Saab
Så sent som i maj 2007 erklærede Forsvaret ellers, at man havde fuld tiltro til projektet og Saab. Men i dag – mindre end et år senere – har Forsvaret altså givet op. Til stor undren hos Saab:
»Vi mener ikke, at vi har brudt kontrakten, og vi er overbevist om, at vi til efteråret kunne have leveret et produkt, der til fulde indfriede Forsvarets forventninger. Det er brandærgerligt, at vi ikke får den mulighed,« siger Troels Birkedal, direktør hos Saab Danmark.
I alt er der brugt 456 millioner kroner på projektet siden 1996. Forsvaret forventer dog at kunne genbruge en del af hardwaren. Desuden kræver Forsvaret erstatning på 143 millioner kroner af Saab, fordi virksomheden ikke har levet op til forpligtelserne i den seneste kontrakt.