For første gang i fem måneder var Daniel Agger tirsdag aften i kamp for Liverpool, da klubbens reserver slog Manchester Uniteds ditto med 2-0.
Ovenpå sin langvarige fodskade spillede Agger kun 45 minutter, men det kunne ikke tage glæden fra Liverpool-manager Rafael Benitez.
- Det var godt for Agger at komme i kamp. Vi besluttede allerede inden kampen, at han kun skulle spille 1. halvleg, siger Benitez til Liverpools hjemmeside.
- Han gjorde det godt, og nu må vi så se, hvordan han har det i dag. Når man har været ude i så lang tid, bliver man nødt til at være forsigtig. Det er vigtigt ikke at forcere tingene, for så risikerer man at få problemer, siger Benitez, der ser frem til snart at have Agger med for fuld kraft.
- Det er vigtigt at have to spillere til alle positioner, og lige nu har vi kun Sami (Hyypia, red.) og Carra (Jamie Carragher, red.), siger Benitez.