Det betød ikke noget for Danmark, der godt kunne køre sejren hjem i EM-finalen uden en skadet Joachim Boldsen.
Men for hans klubhold, AaB, kan skaden hos kongerigets mest berømte traktor blive en dyr fornøjelse.
Boldsen ventes ifølge Nordjyske.dk at være ude i en måned på grund af fiberskaden, som tvang ham fra banen kort før tid i EM-finalen mod Kroatien i Lillehammer.
Det er langtfra første gang i sæsonens løb, at Joachim Boldsen er skadet.
I efteråret var han således kun på banen i ni af AaB s 16 kampe. Den nye fiberskade hos Boldsen betyder mindst en pause på fire-fem kampe, og dermed får de ambitiøse nordjyder svært ved at nå en af de forjættede pladser i top-4, der giver adgang til de afgørende kampe om medaljer. AaB ligger for tiden nummer ni med 17 point for 16 kampe.
Der er fire point op til Århus GF og Kolding på 3. og 4. pladsen.