Efter måneders vold og politisk tovtrækkeri går Pakistan til valg den 18. februar. Kendere af området siger, at uanset resultatet er risikoen for, at det multietniske pakistanske samfund på lidt længere sigt går i opløsning, betydelig.

Som situationen har udviklet sig, er præsident Pervez Musharrafs punjabi-dominerede regime på vej ind i en blodig konfrontation med landets mindretal, deriblandt pashtunere i nordvest.

»Det kan ende i en opsplitning af Pakistan i suveræne, nationale enheder,« konstaterede lederen af asiatiske studier på Centret for International Politik i Washington, Selig Harrison, i weekenden. Harrison er ikke en hr. hvem som helst, men en af verdens førende kendere af de etniske grupper i Pakistan og Afghanistan og forfatter til bogen I Afghanistans skygge .

River pashtunerne sig løs, slutter de sig så godt som givet sammen med deres millioner af brødre bl.a. i det sydlige Afghanistan. Det er ikke gode nyheder for de danske og resten af NATO s styrker i Helmand-provinsen. De nationalistiske pashtuner hører til de mest venligtsindede over for Taleban og al-Qaeda. Et Pashtunistan kan kun øge truslen mod vore soldater og bliver i værste fald en terroristrede af format.

Det gør ikke situationen bedre, at vi i den forløbne uge har fået det hidtil klareste bevis på, at NATO er splittet, hvad den militære indsats angår. Samtidig har NATO på et symbolsk afgørende område, nemlig i spørgsmålet om brug af dødsstraf for religiøse krænkelser, ikke kunnet overtale afghanerne til at opgive den.

Den tyske regering gjorde det klart, at den hverken vil, kan eller tør beordre sine jægersoldater til at hjælpe os og de andre nationer, som rent faktisk kæmper i Helmand. Stort set samtidig bekræftede en afghansk domstol dødsdommen over en journalist, der har hentet og videresendt en artikel på internettet, som angiveligt »krænker islam«. Krænkelsen består tilsyneladende i, at journalisten har sat spørgsmålstegn ved Koranens dybt reaktionære og tit formørkede kvindesyn.

Det er beslutninger, som gør det svært at forklare slægtninge til dræbte danske soldater, hvorfor de gav deres sønners liv i denne kamp. Tysklands fru Merkel har tydeligvis ikke den politiske vilje til at komme os til hjælp, og vor indsats til fordel for demokrati og menneskerettigheder kan efter års indsats stadig ikke hamle op med et reaktionært islamisk retssystem.

Mange i NATO kan selvfølgelig se de store risici, udviklingen i Pakistan og Afghanistan indebærer. Intet tyder desværre på, at de har en løsning.