Det startede som ekstrem idolisering for parret Gerard and Elizabeth Donnelly, der i 2003 skiftede deres navne ud med deres idolers, David og Victoria Beckham.
Dengang ramte det avisoverskrifterne i deres hjemby Belfast, men nu er opmærksomheden vendt til den negative af slagsen, fortæller parret til Belfast Telegraph.
- Vi er fanger i eget hjem, siger David Beckham.
Alle vinduerne i deres hjem, som de stolt kalder Beckingham Palace, er blevet smadret med sten og andet kasteskyts, og brædderne for vinduet vil de ikke fjerne af frygt for nye angreb.
Gerningsmændende er en flok unge ballademagere på 15 – 16 år, der hænger ud i området.
- For omkring to uger siden kom de to gange på én nat. Den første gang var ved 19.30 tiden og senere omkring kl. 1.40 om morgenen. Jeg var gået i seng, men Vicky var i køkkenet, da en stor iskugle smadrede vinduet, siger David Beckham til Belfast Telegraph.
Parret har nu købt overvågningsudstyr og håber på, at det vil holde ballademagerne væk.