Danske sygehuse er plaget af en superbakterie, der i snit slår en ud af ti, der har det i blodet, ihjel.
I en ny undersøgelse af blod og urin hos godt 63.000 patienter, der har været i kontakt med sundhedsvæsenet i september og oktober, var 352 smittet med farlige ESBL-bakterier, der er svær at slå ned med medicin og kan give fatal blodforgiftning.
Sidste sommer blev 35 patienter smittet med ESBL ved udbrud på Hillerød og Frederikssund Sygehuse.
»Af dem er der flere, der i dag er døde. De fleste var svækkede kræft- og leverpatienter og det er svært at sige, hvad der gjorde udslaget,« siger overlæge Dennis Schrøder Hansen fra Mikrobiologisk Afdeling på Hillerød Hospital, der har indsamlet tallene fra hele Danmark.
Særdeles smitsom
En af dem, som har mærket konsekvenserne af bakterien, er Bent Hansen. Hans kræftsyge kone døde i november, efter hun i et halvt år havde været isoleret i plastik, fordi hun var smittet med ESBL.
»Det var simpelthen så ydmygende, at hun skulle dø isoleret,« siger 72-årige Bent Hansen fra Dronningmølle, der mistede konen efter 55 års ægteskab.
Den farlige bakterie ESBL er nemlig særdeles smitsom og kan smitte, hvis man har kløet sig i skridtet og derefter giver hånd.
»Det her er i den grad en grund til at forbedre hygiejnen på sygehusene. De her tal er bekymrende, og en del er desværre blevet smittet på sygehusene,« siger professor Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut, der også har været med til at koordinere den nye undersøgelse, der i går blev indberettet til Sundhedsstyrelsen.
Han vil samtidig have hospitaler til at nedbringe det kraftigt stigende forbrug af skrap antibiotika, der giver den multiresitente bakterie ESBL optimale muligheder for at sprede sig.
»På grund af det stigende forbrug sidder vi nu med aben. Derfor mener jeg, at man skal have antibiotikanedbringende teams på hospitaler. I dag giver vi unødigt meget antibiotika,« siger Niels Frimodt-Møller.
Ledende medicinsk læge Michael Hansen-Nord på Svendborg Sygehus vil hellere end gerne gøre noget for at nedbringe antibiotikaforbruget.
»Jeg har aldrig hørt om bakterien før. Men vi bliver revet i fra flere sider, og må også bruge mere skrap antibiotika til patienter på intensive afdelinger. Men kan selvfølgelig heller ikke leve med, at patienterne bare så bliver syge af noget andet,« siger han.
ESBL bliver i udlandet kaldt superbakterien, fordi den kan modstå stort set al antibiotika.
Sygehuse i Sverige, Norge og England har haft store ESBL-udbrud med mange dødsfald.
ESBL smitter mest via kolibakterier – altså gennem afføring og håndtryk, men også via tøj.
Den er kun farlig, hvis den går i blodet, men slår en ud af ti ihjel.