Jeg har set Saddam dø

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Jeg har set Saddam Hussein dø. Jeg taler ikke om de billeder, som alle tv-kanaler i verden efterhånden må have vist. Jeg stoppede ikke, da løkken var sat om hans hals og strammet til. Jeg stoppede heller ikke, da jeg havde set ham råbe sin sidste afskedssalut ud i rummet.

Jeg blev ved med at kigge, da lemmen under ham blev trukket væk. Et blink med øjet, og så var han væk. Derefter blev skærmen sort. Men efter et halvt minut, der føltes som hundrede år, blev der igen stillet skarpt på hans ansigt. Han lå på gulvet. Løkken sad stadig om hans slappe hals. Der var ikke nogen, der havde lukket hans øjenlåg i.

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg så det. Da jeg satte mig foran computeren, var jeg egentligt mest nysgerrig efter at finde ud af, om det overhovedet var muligt at se hele henrettelsen. Det tog mig ikke meget mere end et minut, at finde frem til optagelsen. Pludseligt havde jeg trykket play, og så kørte filmen. Det virkede næsten surrealistik at se det. Jeg bliver hele tiden nødt til at minde mig selv om, at ja, jeg har set Saddam Hussein dø.

Siden begyndelsen af december har jeg dækket den såkaldte terror-sag fra Glostrup i Østre Landsret. Indtil videre har det mest handlet om hvorvidt drengene var blevet radikaliserede i deres tilgang til islam, og om de var begyndt at acceptere brugen af vold som middel til at opnå bestemte mål. Igen og igen har anklagerne fortalt, at drengene havde forskellige voldsomme og blodige henrettelsesvideoer liggende på deres computere. "Hvorfor?" spørger de om og om igen. Hvorfor ser man den slags film? Hvorfor gemmer man dem? Hvorfor sender man dem videre til sine venner? Men ingen kan komme med et entydigt svar.

Heller ikke jeg, der med jævne mellemrum får emails fulde af de voldsomme billeder. Billeder af libanesiske børn, der forsøger at vække deres døde og blodindsmurte mødre. Billeder af en lille palæstinensisk dreng, der bliver hevet i af fem store israelske soldater. Hvis rædslen i hans øjne ikke siger nok, kan man på den store våde plet på bukserne se, præcist hvor bange han er. Eller billeder af irakere, der er blevet sat på en lang linie og en efter en skudt hårdt og præcist i nakken.

Jeg har ikke bedt om at få disse billeder tilsendt. Men når de kommer, ser jeg på dem. Og jeg gemmer dem. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det bare almindelig nysgerrighed efter at se noget, man ikke oplever i hverdagen. Måske fordi billederne minder mig om en verden, der får ting som kommunalreform og gammelt kød til at virke så uendelig ligegyldige. Måske er det bare min måde at sikre, at jeg stadig er et empatisk menneske, der ikke kan holde ud at se andre lide. Jeg ved det ikke selv. Jeg ved kun, at jeg vil blive ved med at se dem.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.