Med 16 fly taget ud af drift i SAS Danmark, efter skandalen med Dash-flyene der gled af banen, må andre flyselskaber træde til, når SAS-passagerer skal fragtes rundt i verden. Det svarer til, at omkring 20 procent af alle SAS-passagerer flyver med eksempelvis Luxair, Cimber Air eller Atlantic Airways, når de booker billet hos SAS Danmark.
Som plaster på såret over, at der ikke står SAS på maskinen, serveres der både vådt og tørt til alle passagerer ganske gratis - noget der ellers hidtil har været forbeholdt dem, der flyver på businessclass.
- Det kan være lidt forskelligt, hvad man får serveret. Det afhænger af det enkelte selskab, fortæller Mikkel Løndahl, kommunikationskonsulent hos SAS Danmark, til Avisen.dk
Han understreger dog, at man ikke i forvejen kan vide, om det er et fly fra SAS eller et fra et af de ti selskaber, som SAS benytter.