Splinternyt isenkram for tre milliarder kroner står og samler støv i Forsvarets Hangarer.
Alle Forsvarets nye EH101-helikoptere har fået øjeblikkeligt flyveforbud efter en nødlanding i Billund tirsdag, hvor en af helikopterne fik motorproblemer.
Det er langt fra første gang, der er problemer med de 14 nye helikoptere, der har kostet Forsvaret gigantiske tre milliarder kroner.
Helikopterne tilbringer så meget tid på værksted, at Flyvertaktisk Kommando kun regner med at have hver enkelt helikopter til rådighed i 40 procent af tiden.
Den beskadigede motor fra det seneste uheld er nu blevet undersøgt af folk fra Forsvarets materieltjeneste i samarbejde med producenterne, og de kunne konstatere, at den aksel, der kører mellem motoren og gearboksen, er knækket.
Derfor skal alle helikoptere undersøges for samme problem, før de må tages i brug igen, og indtil da vil de gamle Sikorsky S-61-helikoptere varetage beredskabet, oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Forsvaret er i gang med en større rapport, der skal kortlægge problemerne med de nye helikoptere.