Trusler om vold og nedladende kommentarer til en dommer koster nu en dansk håndboldtræner jobbet. TM Tønder Håndbold har valgt at afskedige dametræner Christian Boyschau, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Træneren overværede sin søns håndboldkamp tidligere på måneden. Han blev så uenig med dommeren, at han råbte nedlandende kommentarer, der handlede om dommerens tilhørsforhold til det tyske mindretal. Ifølge Politiken.dk sendte træneren også en nazihilsen afsted mod dommeren.
Derudover truede dametræneren dommeren med vold, og klubben er ikke i tvivl om, at træneren er gået langt over stregen.
- Vi har i TM Tønder Håndbold et naturligt medansvar for, at sådanne ting ikke sker, da vi også vil sende et klart signal om fair play i dansk håndbold, skriver klubben i pressemeddelelsen.
- Vi ser det derfor ikke længere muligt at samarbejde med Christian Boyschau, da vi tager skarpt afstand fra en sådan opførsel, som under ingen omstændigheder er foreneligt med et ansættelsesforhold i TM Tønder Håndbold.