Et trehjulet køretøj dukker op - avisen.dk s julehistorie del 6

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Velkommen til 6. del af Avisen.dk s julehistorie "Jul fra kælder til kvist". Beboerne i ejendommen venter på julen og på at finde ud af, hvem den nye beboer på anden sal er. Den selvudnævnte kunstner Salalaja og modellen Frederikke fik dog hilst kort på nyindflytteren, Valdemar Jammerdal, der havde en vis lighed med julemanden. Samtidig har ukendte gerningsmænd foræret heavy-fyren Kevin en bibel - og nu dukker et særprget køretøj op uden for ejendommen.


Af Ane Odgaard
 

Næste dag var Sallalaja stadig en anelse rystet over mødet med den tykke, larmende mand fra 2. sal. Og "Valdemar Jammerdal" – det kunne man da ikke hedde, det navn lød som en joke. Sådan hed han jo ikke... Der stod jo også FH på døren. Men så igen - måske han havde været til numerolog? Det havde Sallalaja jo selv...

Hun kiggede ud af vinduet og ned på gaden. Dernede holdt en invalideknallert – den var da vist ny. Den havde en lille kurv foran og smarte sidespejle på siden. Den måtte tilhøre den nye, tykke mand i lejligheden.

Imens var Merethe på 1. stadig i gang med at opretholde produktionen af julehygge. Desværre stod hun lige og manglende en kop sukker til klejnerne, så hun bestemte sig for at smutte en tur i byen for at hente noget.

På vejen ud gennem hoveddøren bankede hun venstre fod hårdt ind i et grimt trehjulet køretøj, der stor parkeret ved siden af Merethes egen Christiania-cykel. Det var en invalideknallert. Hvem her kører mon på sådan en, tænkte Merethe ved sig selv. Og hvad var dog det, der lå i mælkekassen. Det lignede afføringen fra... en hjort?! Og der lå også noget rødt – et lille stykke gavebånd. Og en regnslasket bibel.

”Ejeren er måske en slags kristen landmand eller en øko-Jehovas Vidne?!”, tænkte Merethe ved sig selv og trissede ned til Netto.

Imens sad Kevin og øvede sig på det der MC Einar-rap, han havde fået i den anonyme gave. For selvom han synes, at jul var noget skod, så var MC Einar jo meget cool. Ham der Einar, han havde sgu levet et hårdt liv med bajere og lidt narko – respekt for det.

Snart bredte duften af Merethes hjemmebagte klejner sig i ejendommen, og en slasket sludsne lagde sig til rette i invalideknallertens mælkekasse. Da mørket faldt på, hørte ejendommens beboere igen hamren og skramlen fra 2. sal – og lidt senere startede invalideknallerten og kørte væk for først igen at returnere, da de blege vintersol havde kastet lys over den sludgrå by. Hvor havde den været henne - og hvad var det dog, beboeren på 2. sal lavede om natten, der larmede så meget??

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.