Dan Lynge: Et slag i hovedet på alle journalister

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Braget fra fire tunge bind om Dan Lynge-sagen, der i denne uge landede på skriveborde landet over, må give genlyd langt ind i sjælen på ambitiøse journalister. Føj for en lussing til vores stand!

Lad mig starte et andet sted - til én af sagens afhøringer: Jeg var til stede, da tidligere statsadvokat Erik Merlung blev udspurgt om sin rolle i sagen. Merlung er en karismatisk herre, som det er underholdende at lytte til. Alligevel tiltrak det lige så meget af min opmærksomhed, at én af de fire journalister, som fik Dan Lynge-sagen til at rulle, sad som tilhører på en stol bagest i salen.

Journalisten vred sig, hver gang Merlung besvarede et spørgsmål, og når den afhørte erklærede, at han ikke kunne huske alle de 15 år gamle samtaler i sagen, reagerede journalisten fysisk, som om han tog imod stød fra en bokser.

Jeg har set samme mimik før. For to år siden blev Peter Brixtofte sat sammen med de to B.T.-journalister, som lod tæppet falde i Farum-teatret og afslørede alle herlighederne.

Brixtofte fortalte tilhørerne (journalister) sin version af historien, men det var mere, end den ene B.T.-journalist kunne holde til. Han vendte det hvide ud af øjnene, kastede hovedet til siden og afbrød flere gange Brixtofte med udbrud som "det er jo løgn!" Han havde på det tidspunkt mistet evnen til at lade den anklagede tale sin sag.

Det var den samme fornemmelse, jeg sad med i retslokalet. Journalister skal være dybt engageret for at lave de artikler, der virkelig rykker - de gode historier, som vi kalder dem. Men kan man stole på, at en journalist med et ekstraordinært engagement i en sag kan hæve sig over den personlige indignation, så han kan skildre sagen objektivt i spalterne?

Noget kunne tyde på, at begejstringen over den gode historie har gjort journalisterne blinde for fakta i Dan Lynge-sagen. Tidligere i denne uge nåede kommissionen i hvert fald frem til, at meddeleren ikke som påstået havde været agent, og at han i øvrigt havde så festlig en hukommelse, at mange af hans påstande om f.eks. at have tippet politiet om et specifikt raketangreb ikke kan være sande.

Det bør vække til yderligere eftertanke, at journalistholdet bag Dan Lynge-historierne for to år siden vandt vores fornemste pris, Cavling-prisen, for særligt god research og afdækning af forhold, som man mente var kriminelle.

"Desuden har uskyldige borgeres sikkerhed flere gange været i unødig fare på grund af politiets passivitet, som er fyldigt dokumenteret i artikler og tv-indslag. Den kommissionsundersøgelse, der er sat i gang som følge af de fire journalisters indsats, har indtil videre bekræftet indholdet i artikler og tv-indslag", mente Cavling-komitéen dengang.

Nu har tre af dansk juras skarpeste hjerner talt med alle implicerede og konkluderet, at der ikke var hold i en lang række af påstandene.

Gad vide, om kommissionens 1500 sider gør indtryk på medlemmerne af Cavling-komitéen og resten af den danske medieverden, som betingelsesløst lovpriste de fire journalisters arbejde.

Gad vide, hvad holdningen er til historierne i dag, når det har vist sig, at armene et langt stykke hen ad vejen blev holdt i vejret af varm luft fra Dan Lynges mund.

Gad vide, om journalisterne ville få Cavling-prisen, hvis der var uddeling i morgen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.