Jordmødre og læger vil også gerne have fri i weekenden, så de sørger for, at de fleste fødsler sker mandag til fredag.
På hver af de almindelige arbejdsdage sker omkring 15 procent af alle fødsler, viser en opgørelse af fødsler gennem 10 år fra Sundhedsstyrelsen.
Om lørdagen bliver under 13 procent af alle børn født, mens kun 12 procent af alle babyer kommer til verden søndag.
»På mange hospitaler er der et mindre beredskab i weekenden, og derfor ønsker man, at fødslerne primært sker på hverdage,« fortæller fødselslæge Lone Hvidman på Skejby Sygehus, Århus Universitetshospital.
Ikke i weekenden
Hun forklarer, at planlagte kejsersnit altid foregår i hverdagen, og lægerne sørger også for, at de tusindvis af kvinder, som bliver sat i gang med at føde, ikke rammer weekenden.
»Det er ikke altid afgørende at sætte kvinder i gang med at føde lige nu og her, så derfor kan man godt vente til efter weekenden,« siger Lone Hvidman og understreger, at hvis det er nødvendigt for barnets helbred, bliver kvinder naturligvis også sat i gang med at føde i weekenden.
Samme vurdering lyder fra overlæge Tom Weber fra Hvidovre Hospital.
»Det er ikke så hensigtsmæssigt at sætte fødsler i gang i weekenden, hvor man ikke har et fuldt beredskab på fødegangen Men hvis der er en god grund til at føde i weekenden, sætter vi naturligvis fødsler i gang lørdag og søndag,« siger han.
Fød først mandag
Susanne Vestergaard, der er redaktør for foreningen. Forældre og Fødsler, har mødt flere kvinder, som ønskede at blive sat i gang med at føde, men blev bedt om at vente til mandag.
»Det er et helvede at vente weekenden over på at blive sat i gang med at føde. Kvinden føler, at verden er gået af lave,« siger Susanne Vestergaard.
Hun mener dog, at det er fornuftigt, at fødslerne er på hverdage, hvor det er mindst dyrt.
»For kvinden er det også en fordel, at der er nok personale til stede og mere ro på,« siger hun.
Mandag: 14,7 procent af alle fødsler sker her.
Tirsdag: 15,3 procent.
Onsdag: 15,4 procent.
Torsdag: 15,1 procent.
Fredag: 15,0 procent.
Lørdag: 12,7 procent.
Søndag: 11,9 procent.
Torsdagen
er den helt store dag for at sætte fødsler i gang. 17 procent af alle
de fødsler, som sættes i gang, sker på den dag mod 7,6 procent søndag.
Kilde: Sundhedsstyrelsen, opgørelse fra 1997-2007