Administration 

To hjul - masser af eventyr

PRM / To hjul - masser af eventyr

Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

Mere cykling er en stærk vej at gå, hvis man som skole eller forældre gerne vil hjælpe børn til et godt og aktivt børneliv. Derfor vil Cyklistforbundet sammen med TrygFonden inspirere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling.

- Der er mange og store fordele at høste, når børn cykler og bevæger sig mere i hverdagen. Daglig cykelmotion giver sunde børn, der lærer bedre i skolen. At kunne cykle giver også børn frihed, oplevelser og selvtillid, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Over 100.000 elever fra skoler over hele landet deltager i de to organisationers kampagne Alle Børn Cykler 2018, der har 'To hjul - masser af eventyr' som årets tema.

I de to første uger i september konkurrerer eleverne om cykle flest dage. Hovedpræmien er mountainbikes fra SCO til en hel klasse.

36 kommuner bakker som særlig samarbejdspartner op om årets kampagne.

Link: Se alle deltagende skoler. Link: Se oversigt over samarbejdskommuner.

Årets Cykelskole

I dag er det desværre sådan, at færre og færre børn cykler selv til skole. Allerede for ti år siden advarede Sundhedsstyrelsen om, at andelen af børn, der bliver kørt i bil til skole, er steget med 200 procent på bare 30 år. Og hvor det i 1990'erne var syv ud af ti børn, der selv cyklede til skole, er det i dag godt fem ud af ti børn ifølge tal fra Cyklistforbundet.

Derfor sætter Cyklistforbundet med prisen Årets Cykelskole samtidig fokus på de mange skoler, der gør et stort stykke arbejde med at få flere børn til at cykle i hverdagen.

Også skoler, der ikke deltager i Alle Børn Cykler, kan indsende en nominering.

- Børn cykler, når de voksne skaber mulighederne. Vi vil med prisen anerkende de mange skoler, der er optaget af at gøre cyklen til en naturlig del af et aktivt børneliv. Og vi vil inspirere andre forældre, skoler og lokalsamfund til at sætte cykelglæde, aktive transportvaner og sikre skoleveje på dagsordenen i deres lokalområde, siger Klaus Bondam.

God cykelinfrastruktur og sikre skoleveje er en afgørende forudsætning for, at forældre er trygge ved at sende børn afsted på cykel til skole. Men skolen kan også spille en stor rolle, når det handler om at gøre bagsædebørn til hverdagscyklister.

- Der er mange spændende initiativer rundt om på landets skoler. Det kan være med klassesæt af cykler, som elever, der ikke cykler til skole, kan låne, når klassen skal på tur. Eller god cykelparkering tæt på skolens indgange. Når cykelparkeringen visuelt fylder mere end bilparkering, sender det et signal om, at skolen tager cykling alvorlig. Mulighederne er mange, siger Klaus Bondam.

Sådan deltager skolen

Det er en den enkelte skole, der indsender en begrundet nominering til prisen. Også skoler, der ikke deltager i Alle Børn Cykler, kan deltage i Årets Cykelskole. Sidste frist for at deltage er den 28. september 2018. Læs mere på www.alleboerncykler.dk.

I juryen bag Cyklistforbundets pris Årets Cykelskole 2018 sidder:

  • MF og transportordfører, Rasmus Prehn (A)
  • By- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V)
  • Bestyrelsesmedlem i DGI, Annette Vilhelmsen
  • Bestyrelsesmedlem i Skole & Forældre samt medlem af forretningsudvalget i
  • Rådet for Sikker Trafik, Janus Boye
  • Transportdirektør i DI/Dansk Industri, Michael Svane
  • Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

FAKTA - ALLE BØRN CYKLER 2018

  • Cyklistforbundet står sammen med TrygFonden bag børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler

  • Kampagnen får hvert år over 100.000 elever fra skoler over hele landet op på cyklerne. Se alle skoler og kommuner i kampagnen

  • Kampagnen skal under årets tema 'To hjul - masser af eventyr' inspirere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling

  • 36 kommuner deltager som samarbejdspartner i kampagnen. Se alle samarbejdskommuner

  • Som en del af kampagnen udnævner Cyklistforbundet Årets Børnecyklist og Årets Cykelskole.

FAKTA - DET SKER I KAMPAGNEN

  • I kampagneperioden 3.-16. september dyster klasserne om at cykle så mange dage som muligt. Hver cykeldag giver point til den afsluttende lodtrækning om præmier. Cykling med hjelm giver dobbelt point.

  • Hovedpræmien er mountainbikes fra SCO til en hel klasse

  • Kampagnen tilbyder undervisningsmaterialer, hvor eleverne i forskellige fag kan arbejde fagligt med cyklen som udgangspunkt. Materialerne følger Undervisningsministeriets faglige mål og er inddelt på klassetrin

  • Tilmelding er stadig åben via www.abc-abc.dk. Det er gratis at deltage

  • I 2017 deltog 122.000 børn på 927 skoler over hele landet i kampagnen.

Kontakt:

Kommunikations- og kampagnechef Jane Kofod tlf.: 2217 5588 email: jak@cyklistforbundet.dk

Direktør Klaus Bondam tlf.: 4070 8365 email: bondam@cyklistforbundet.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: