Administration 

Cyklistforbundet lancerer idekatalog til kommunerne: Sådan styrker I børnecykelkulturen

PRM / Cyklistforbundet lancerer idekatalog til kommunerne: Sådan styrker I børnecykelkulturen

Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.

Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

Børns cykling har længe været et hovedindsatsområde hos Cyklistforbundet. Mange børn lever i dag et stillesiddende liv, og cykling er ikke længere en naturlig del af barndommen. Derfor oprettede Cyklistforbundet i 2015 med støtte fra Nordea-fonden en pulje, hvor kommuner kunne søge om tilskud til at anlægge en permanent cykellegebane. Seks baner står færdige, og yderligere tre er på vej.

Det er erfaringer fra kommunernes og Cyklistforbundets fælles arbejde med de nye baner, som Cyklistforbundet har samlet i et nyt, digitalt katalog, der vil blive tilbudt alle kommuner uden cykellegebaner.

Kataloget indeholder bl.a. inspiration fra de færdige cykellegebaner og anbefalinger til, hvad kommunen skal være opmærksom på i arbejdet med at planlægge og bygge en højkvalitetscykellegebane.

Gør børn cykelglade og cykelsikre

Aalborg Kommune er en af de ni kommuner, der søgte puljen og i dag har en færdigbygget bane i kommunen. Rådmand for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen (S), siger om den nye cykellegebane:

- Vi kan tydeligt se, at vores børnefamilier har fået et nyt sted at samles. Banen spiller fantastisk godt sammen med Aalborg Cykelbys strategi om at få flere op på cyklen helt fra barnsben, og det er fascinerende at opleve, hvordan banen bliver brugt. Nogle børn følger den klinisk, som den er tænkt, mens andre kører deres egne veje. Der er leg og udfordringer for alle børn, siger Hans Henrik Henriksen.

Der er i samarbejde mellem den enkelte kommune og Cyklistforbundet foreløbigt bygget cykellegebaner i Aabenraa, Aalborg, Odsherred, Varde, Guldborgsund og Silkeborg, og der er baner på vej i Nyborg, Kolding og Høje Taastrup.

En stærk investering

For direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, er der ikke nogen tvivl om, at cykellegebaner er en stærk investering, hvis man ønsker at fremme børnecykelkultur i egen kommune:

- At blive sikker på en cykel kommer ikke af sig selv. Det skal trænes, og det kan børn på en cykellegebane. Og jo før børn begynder med at cykle desto bedre. Det gør børnene til sikre trafikanter og giver dem gode vaner, som holder på sigt. Cykellegebanerne skaber ikke alene mere trafiksikre børn, de er også med til at forme fremtidens cykelkultur og skabe sunde vaner hos børnene, siger Klaus Bondam.

Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, glæder sig også over de gode erfaringer med de nye cykellegebaner:

- Gode cykelvaner skal leges ind fra barnsben, og vi er glade for, at mange kommuner har været med til at udbrede cykelleg med nogle permanente baner, som også bruges af voksne med behov for at cykeltræne. Vi håber, at idekataloget vil inspirere andre kommuner, som også brænder for at få flere til at cykle mere i hverdagen, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Det nye katalog ligger også på cykellegebaner.dk.

FOR MERE INFORMATION

Projektansvarlig i Cyklistforbundet Mai-Britt Aagaard Kristensen på telefon: 40 70 83 77 eller e-mail: mak@cyklistforbundet.dk.


FAKTA om cykellegebaner:

  • En cykellegebane er et sted, hvor børn og barnlige sjæle via leg og sjove udfordringer træner basale cykelfærdigheder som at holde balancen, starte/bremse eller tage en hånd af styret. Det skal sidde på rygraden, før man er sikker nok til at kunne øve sig i at cykle i trafikken
  • Der er gratis adgang til banerne, og man kan finde mere information og inspiration på cykellegebaner.dk, hvor man også kan downloade bogen '20 Cykellege'
  • Cykellegebanerne har til formål at skabe aktivitets- og mødesteder for familier og børn. Cykellegebanerne skal bidrage til det gode liv i byen og styrke dansk cykelkultur ved at øge cykelglæden og cykelsikkerheden hos børn og voksne

Kontakt:

Kommunikations- og kampagnechef Jane Kofod tlf.: 2217 5588 email: jak@cyklistforbundet.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: