Mandag må Sussi Nielsen tage den lange tur fra hjemmet i Saltum i Nordjylland til Københavns byret.
Her skal en sag fra 2019 afgøres, og til den lejlighed skal Sussi Nielsen indtage vidneskranken. Det skriver SE og HØR.
Sussi og hendes nu afdøde mand, Leo, er forurettede i sagen, som drejer sig om at parret blev franarret hele 100.000 kroner af en mand, som udgav sig for at være fra skat.
Det hele begyndte en travl dag i efteråret 2019, hvor en svindler havde held til at fange Sussi på det helt rette ben og forvirre hende så meget, at han fik adgang til musikerduoens private konto, som han snuppede 100.000 kroner fra.
Han fortalte, at han ringede fra skat og at parret skulle have 4.000 kroner tilbage i skat. Han skulle bare lige bruge Sussis nøglekortkode fra nem-id og hendes bank oplysninger for at kunne udbetale dem pengene.
Sussi fik dog hurtigt en fornemmelse af, at et eller andet ikke var helt rigtigt.
- Han var i hvert fald dansker, ham jeg snakkede med. Det lød meget sandsynligt, at han kom fra Skattevæsenet. Men her bagefter, når jeg tænker tilbage på det, så tænker jeg: ”For hunnen da, jeg har jo aldrig før skullet godkende, at jeg skulle have penge tilbage”. Det er jo bare kommet automatisk. Jeg blev lige så glad for, at vi skulle have penge tilbage, fortalte Sussi dengang til HER&NU.
Parret fik hurtigt fat på deres bank, som reagerede straks. Indtil nu er det lykkedes at få 66.000 kroner igen, men Sussi husker stadig, hvor flov hun blev, da det gik op for hende, at hun var blevet narret.
- Jeg blev da flov og tænkte: ”Hold kæft mand, hvor nem kan du være”, siger Sussi Nielsen til SE og HØR, og fastslår, at hun bestemt ikke ville hoppe på et lignende nummer i dag.
Nu håber hun, at manden bliver dømt så han forhåbentlig ikke kan lave et lignende nummer med andre.