Der er flere detaljer, som peger i retning af, at de angrebsmænd, som ses på videoer fra et angreb fredag i Moskva, er de samme, som Rusland har anholdt for massakren.
Det skriver New York Times mandag.
Avisen fastslår blandt andet, at de fire mænd, der blev anholdt, har det samme tøj på som de mænd, der ses i videoer fra angrebet.
Den amerikanske avis når sin konklusion på baggrund af en analyse af billeder fra angrebet, profiler på sociale medier og lækkede eller frigivne billeder fra Rusland.
- For eksempel viser en video af en af de mistænkte, som bliver anholdt, at han har en lys brun T-shirt med et karakteristisk logo på venstre side af brystet og bukser med et Boss-mærke, skriver New York Times.
Det svarer ifølge avisen til det tøj, som en mand har på i propagandavideoer delt af den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat, som har taget skylden for angrebet.
Også bilen, som de mistænkte kørte i, da de blev anholdt, svarer i både farve og type til en bil set uden for koncertsalen under angrebet.
Angrebet på koncerthuset i Krasnogorsk i udkanten af Moskva fredag aften har foreløbig kostet 139 mennesker livet ifølge de russiske myndigheder.
Her skød mænd med automatvåben mod koncertgængere.
De fire hovedmistænkte i forbindelse med massakren blev sent søndag og natten til mandag fremstillet ved en domstol i Moskva og sigtet for at have taget del i et terrorangreb.
De blev anholdt lørdag. Ifølge russiske statsmedier er de alle tadsjikiske statsborgere.
Yderligere tre personer blev mandag varetægtsfængslet og ligeledes sigtet efter russisk terrorlovgivning.
Retsdokumenter viser ifølge The Washington Post, at efterforskere tror, at de tre mænd hjalp de fire hovedmistænkte med transport.
En gruppe inden for Islamisk Stat ved navn IS-K har taget skylden for angrebet.
Det står for Islamisk Stat-Khorasan, som er en gruppe, der opstod i det østlige Afghanistan i slutningen af 2014.
/ritzau/