Janni og Karsten Ree har fået en god og en dårlig besked fra lægerne i forbindelse med de undersøgelser, han fornylig gennemgik på Rigshospitalet,
Parret frygtede, at den 78-årige rigmand var blevet ramt af leukæmi, men selvom undersøgelserne frikendte Karsten Ree for blodkræft, fandt de tegn på en anden sygdom i hans krop. Det fortæller Janni Ree til Ekstra Bladet.
- Det positive er, at Karsten ikke er ramt af galopperende blodkræft. Men der er også en mindre god nyhed. Lægerne fandt nemlig noget andet, der nu skal undersøges nærmere, og derfor er Karsten blevet henvist til en kræftpakke, siger Janni Ree til Ekstra Bladet.
Parret ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilken sygdom Karsten Ree er blevet ramt af.
Hans hustru fortæller dog, at han er ved godt mod, selvom han har tabt sig og til tider er træt.
Det er ikke første gang, at Karsten Ree er blevet ramt af kræft.
I 2015 fik han blærekræft og har blandt andet været igennem en operation i USA.