Norge mangler æg.
Hel- og halvtomme hylder har efterhånden præget supermarkederne længe, så nu må vores naboer i nord importere danske æg for at imødekomme den store efterspørgsel.
De norske høns lægger cirka de samme æg som altid, men nordmændene er begyndt at spise langt flere æg, så derfor har Rema 1000 nu fået de første paller med danske æg leveret til butikkerne i Norge.
I påsken opstod der mangel på æg, og derfor ser supermarkedskæden sig nødsaget til at handle.
- Efter situationen i påsken, og med udsigt til, at det ikke bliver løst med det samme, indså vi, at vi var nødt til at gøre noget, siger Remas indkøbsdirektør Line Aarnes til Aftenposten.
De danske æg skal nu være med til at sikre, at der ikke opstår problemer med forsyningen af æg inden den norske nationaldag 17. maj.
Bortset fra en kort periode sidste efterår har der ikke været told på udenlandske æg i Norge siden maj 2023.