Politiet er torsdag eftermiddag til stede i Holmbladsgade på Amager i København, hvor en fodgænger er blevet ramt af en bil. I samme forbindelse er politiet også til stede i forbindelse med et gaderøveri.
Det fortæller Jesper Schroll, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi til Ritzau.
Politiet vil på nuværende ikke fortælle mere om røveriet.
Personen, der er blevet påkørt, er uden for livsfare og er blevet kørt på hospitalet, fortæller Martin Kajberg, vagtchef ved Københavns Politi.
Ifølge vagtchefen er både vidner og personen, der har kørt bilen, til stede ved ulykkesstedet og taler med politiet.
- Så vi skal nok finde ud af, hvad der helt præcist er sket, siger han.
Ulykken er sket omkring krydset mellem Holmbladsgade og Østrigsgade, oplyser Martin Kajberg.
Politiet er på stedet og undersøger, hvad der er gået forud for ulykken.