Kendisfrisøren Dennis Knudsen afslører, at han for 30 år siden ikke kunne dy sig for at snuppe et særligt minde fra et særligt møde.
Frisørens trænede fingre ville nemlig ikke stoppe, da han i 1993 blev hyret, da den nu afdøde superstjerne Whitney Houston skaulle give koncert i Parken i København.
Det fortæller han ifølge Her og Nu i Podimo-podcasten "Akavet, Emma".
- Da jeg skulle arbejde med Whitney Houston, tog jeg en genstand med hjem, jeg fandt fra hende. Det var et cigaretskod med læbestift på, fortæller Dennis Knudsen.
Overfor Her og Nu uddyber han, hvorfor han blev fristet.
- Hun er nok den sangerinde, jeg har været mest betaget af i mit liv, og jeg tror bare, jeg var så starstruck, så jeg tog et cigaretskod, hun havde siddet og babbet på.
Han fortæller videre til Her og Nu, at han ikke længere har cigaretskoddet, og at det dengang blev puttet i en plastikpose og ned i en skuffe.
Whitney Houston var en yderst succesfuld amerikansk pop- og R&B-sangerinde og skuespiller. Hun var også filmproducer, sangskriver og model.
Whitney Houston blev født i 1963 og udsendte sit debutalbum i 1985. I februar 2012 blev hun fundet død på Beverly Hilton Hotel i Californien.