Nordsjællands Politi har tirsdag eftermiddag modtaget en anmeldelse og er på den baggrund rykket ud til et boligområde i Snekkersten.
Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om anmeldelsen, men betegner det som et "mistænkeligt forhold", oplyser vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.
- Vi er til stede med teknikere, med hunde og med uniformeret politi, og vi henstiller til, at folk respekterer afspærringerne, lyder det fra vagtchefen.
Han understreger, at almindelige borgere i området ikke har nogen grund til at frygte noget i forbindelse med sagen.
Politiet modtog anmeldelsen tirsdag klokken 14.36.
/ritzau/