Zlatan Ibrahimovic og Daniel Wass får karantæne
Både danskeren og svenskeren må sidde udenfor i de kommende kampe i den bedste franske fodboldrække.
Zlatan Ibrahimovic har fået karantæne ligesom Daniel Wass.
Zlatan Ibrahimovic har fået karantæne ligesom Daniel Wass. Foto: Christophe Ena/AP


Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic og danske Daniel Wass har mindst én ting til fælles, ud over at de begge optræder i den bedste franske fodboldrække.

Torsdag blev de begge idømt tre spilledages karantæne af den franske fodboldliga, hvoraf den ene spilledag er gjort betinget.

Daniel Wass blev lørdag i sidste uge udvist kort før tid, da hans klub, Evian, vandt 2-0 ude over Lens.

Danskeren var blevet skiftet ind et kvarter før udvisningen.

Zlatan Ibrahimovic slap i første omgang med et gult kort, da han i sidste måned var involveret i en episode kort før tid i Paris Saint-Germains 1-0-sejr ude over Saint-Etienne.

Nu bliver han imidlertid straffet med karantæne.

Svenskeren havde tidligere i kampen scoret til 1-0 på et straffespark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.