Yahyas vilde døgn fortsætter: Klammeri med bartender
Nu meldes det fra Aarhus, at digeren med de politiske ambitioner har været i klammeri med en bartender.
Yahya Hassan er på valgturné i Jylland, og det går ikke stille for sig.
Yahya Hassan er på valgturné i Jylland, og det går ikke stille for sig. Foto: SCANPIX arkiv


Man må sige, at Yahya Hassan har formået at skaffe sig selv medieomtale i dag. Digteren med de politiske ambitioner har her i valgkampens begyndende slutspurt i dén grad sørget for at kaste lys over sin person.

Først gakkede han ud på direkte tv under en nyhedsudsendelse i TV 2 Østjylland onsdag aften. Torsdag formiddag var det Aarhus, der fik fornøjelsen af den rebelske digter.

Ifølge Aarhus Stiftstidende skabte den 20-årige løsgænger furore i den indre by ved en cafe og endte med at tilkalde politiet. En bartender fra Cafe Masken beretter overfor Aarhus-avisen, at Yahya Hassan var stærkt grænseoverskridende.

- Han kom i bil, parkerede og begyndte at provokere mig og svine mig til, mens jeg gik og stillede borde frem udenfor. Det var sådan, at folk kom ud fra butikker og cafeer i området for at se, hvad der foregik. Han prøvede at hidse mig op, og da jeg til sidst bad ham gå og prøvede at få ham væk, gik han ind på Hotel Royal og bad dem ringe efter politiet, siger bartenderen, der betegner digteren som den værste kunde, han har oplevet i sine 20 år i branchen.

Kunstneren Hans Krull, der ejer Cafe Under Masken, er en god ven af Yahya Hassan. Overfor Aarhus Stiftstiden nedtoner han episoden og understreger, at ingen blev anholdt, da politiet ved 10.30-tiden kom til stede og blandt andet talte med en række vidner.

Så vidt vides er det endnu ikke lykkedes nogle medier at få en kommentar fra Yahya Hassan om dennes vilde tv-optræden samt episoden i Aarhus.

På Facebook skrev Yahya Hassan tidligere i dag som en kommentar til sin performance hos TV 2 Østjylland, at man ham bekendt kun har det sjov, man selv laver. Digteren stiller op som løsgænger for det nystiftede Nationalpartiet, og formanden for partiet Kashif Ahmad sagde tidligere i dag, at Hassans optræden på tv ikke var i orden.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.