En 17-årig dreng blev søndag aften skudt i foden i Aarhus-forstaden Hasle.
Den kendte digter Yahya Hassan er efterfølgende blevet sigtet i sagen og bliver mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør.
Det er den 17-årige Tolunay Yildiz, der er blevet skudt, og han står nu frem i BT og fortæller sin side af sagen. Teenageren er ikke i tvivl om, at det er den kontroversielle digter, der skød ham. I første omgang troede han, at digteren ville filme ham og derfor havde en mobiltelefon i hånden, men efterfølgende opdager han, hvad han er sikker på, er en pistol.
- Så tog jeg min egen telefon frem og begyndte at filme ham. Som han altid gør. Han råber, han vil skyde mig og pløkke mig. Jeg ved ikke, om jeg troede, han ville gøre det. Men så råber jeg til ham, at han da bare kan skyde mig. Og så gør han det, og skyder, vil jeg tro, fire-fem gange. Han rammer mig en enkelt gang i foden med et skud, gennem ydersiden af højre hæl, siger Tolunay Yildiz til avisen.
Østjyllands Politi har bekræftet, at der har været en skudepisode, og at den 20-årige Yahya Hassan er blevet anholdt, da man mistænker ham for at have ført våbnet. Han er sigtet efter paragraf 245 i straffeloven om kvalificeret vold. Strafferammen går op til seks års fængsel. Yahya Hassan nægter sig skyldig.