Den tidligere X Factor-dommer, Carsten "Soulshock" Schack, havde en særdeles ubehagelig oplevelse i den forgange weekend, skriver BT.
Den Grammy-nominerede danske musiker og musikproducer var om bord i et fly fra Los Angeles til København. Men over Grønland gik flyets ene motor ud, og flyet måtte gå ned i lav højde og øge farten for at at nødlande i Island.
En tydeligt chokeret Carsten "Soulshock" Schack fortæller i en mail til BT, at flyet var forsvundet fra radaren i over en time:
- Sorry, var igennem meget ubehageligt oplevelse på vej til København - via Stockholm. Vores fly mistede den ene motor over Grønland og havde olie leak. Vi forsvandt fra radaren i over en time ... hård nødlanding i Island ..., skriver han blandt andet i mailen til BT.
Carsten "Soulshock" Schack havde sin 13-årige søn Nicolaj med på den sindsoprivende tur. I mailen til BT fortæller han, at han og sønnen sad og hyggede sig, da det gik galt:
- Jeg kunne se, at den venstre motor pludselig stoppede. Og det var ikke engang det værste. Olien begyndte således også at sprøjte ud på siden af flyet og på vinduerne. Og så tænker man selvfølgelig: "olie, gnist, ild - ti kilometer over jordens overflade". Og så blev jeg rigtig bange. Men af én eller anden årsag blev jeg ikke så bange, som jeg ellers ville forvente. Nicolaj rystede til gengæld af skræk. Og jeg forsøgte at holde mig rolig.
Ifølge BT landede flyet sikkert i Island en time og 12 minutter efter motoren satte ud.
Carsten "Soulshock" Schack, som blandt andet har produceret musik for Usher, Craig David, Sting og Backstreet Boys, var i 2010 dommer i den danske udgave af X Factor.
Han bor til daglig i Los Angeles og mistede i februar 2015 sin amerikanske kæreste og mor til Nicolaj Charmayne Maxena "Maxee" Maxwell ved en tragisk ulykke i hjemmet.