Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki anerkender, at britiske Johanna Konta var bedre end hende, da danskeren lørdag røg ud af årets første grand slam-turnering, Australian Open.
- Det var svært. Hun spillede bedre, end jeg gjorde i dag. Hun spillede virkelig godt, servede rigtig godt og returnerede dybt. Som hun spiller nu, så tror jeg, hun har en chance for at gå hele vejen, siger Wozniacki.
Wozniacki var foran 3-2 i første sæt, men derfra vandt Konta ni partier i træk. Til sidst endte det med en sejr til Konta på 6-3, 6-1.
De to spillere havde aldrig tidligere stået over for hinanden. Og det blev ikke et godt første møde for Wozniacki, der dog kæmpede til det sidste.
- Jeg har ikke så mange chancer i hendes serveparti. Jeg giver ikke op på noget tidspunkt, og jeg bliver ved med at prøve at få boldene over, men jeg kommer ikke tæt på i dag, siger den tidligere verdensetter.
Sidste år kom Wozniacki kun til første runde i Australian Open, og derfor er det fremskridt, at hun i år kom til tredje runde.
Og tennisstjernen mener, at hun kan holde hovedet højt, når hun tager fra Australien.
- Jeg kan tage en masse med videre herfra. Jeg lærer hele tiden noget, og jeg skal selvfølgelig overveje, hvad jeg skal gøre, næste gang jeg møder en spiller som hende, hvor alting kører.
- Det er aldrig positivt, når man taber i en grand slam. Men hun spillede virkelig godt.
Konta møder i næste runde Ekaterina Makarova. Derefter kan hun stå over for Serena Williams i en kvartfinale.
- Serena er en mester, men hun (Konta, red.) har en god chance, hvis hun fortsætter med at spille sådan her, mener Wozniacki.
Næste grand slam-turnering er French Open, der begynder i slutningen af maj.
/ritzau/