Wozniacki gav Williams bank i Boxen
Caroline Wozniacki vandt showkampen mod Serena Williams i Herning i to sæt 6-3, 6-4.
De to veninder Serena Wililams og Caroline Wozniacki ved pressemødet før torsdagens showkamp i Herning.
De to veninder Serena Wililams og Caroline Wozniacki ved pressemødet før torsdagens showkamp i Herning. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


Der stod ikke vigtige point på spil i Jyske Bank Boxen torsdag aften.

Derimod var det et opgør mellem to tennisveninder, da Caroline Wozniacki og Serena Williams krydsede klinger på tennisbanen i Herning.

Det møde trak danskeren sig bedst ud af, og Caroline Wozniacki vandt kampen 6-3, 6-4.

Caroline Wozniacki bragte sig foran 4-2 i første sæt, da en returnering fra Serena Williams blev for lang, og dermed brød danskeren amerikanerens serveparti.

De to spillere har ikke mødt hinanden i en turnering i denne sæson, da danskeren sjældent er kommet langt nok i de store turneringer.

Wozniacki holdt efterfølgende sin serv og bragte sig yderligere foran. Williams holdt sin serv, og dermed kunne danskeren serve sættet hjem med 6-3.

Andet sæt blev en tæt affære, hvor de to fulgtes ad. Ved stillingen 4-3 i Wozniackis favør, diskede danskeren op med et flot lob i sit serveparti. Det snød Williams, og Wozniacki bragte sig et par bolde senere foran 5-3.

Williams vandt sit efterfølgende serveparti, men danskeren servede sejren hjem umiddelbart efter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.