Wozniacki fik klø i kinesisk semifinale
Eugenie Bouchard var for stærk for Caroline Wozniacki, der tabte semifinalen i to klare sæt.
Caroline Wozniacki tabte semifinalen til canadieren Eugenie Bouchard. Arkivfoto.
Caroline Wozniacki tabte semifinalen til canadieren Eugenie Bouchard. Arkivfoto. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Det bliver uden deltagelse af Caroline Wozniacki, når der i weekenden bliver spillet finale i den stærkt besatte WTA-turnering Wuhan Open i Kina.

Det står klart, efter at den ellers formstærke dansker fredag eftermiddag dansk tid tabte semifinalen mod canadieren Eugenie Bouchard i to sæt 2-6, 3-6.

Den 20-årige Bouchard, der er verdens nummer ni - to pladser under danskeren, havde overtaget fra start og fik en hårdt kæmpende Wozniacki ud at løbe.

Nok vandt danskeren kampens første parti, men hun tabte de fire næste, og så måtte træner og far Piotr Wozniacki på banen med en peptalk.

Det hjalp indledningsvis, for Wozniacki brød straks Bouchards serv, men derfra tog canadieren igen over og vandt sættet 6-2.

Wozniacki kom bedre med i andet sæt i en kamp, der steg i kvalitet, som minutterne gik.

Men danskeren må ærgre sig over, at hun ikke udnyttede flere breakmuligheder i Bouchards serv, der kunne have givet en 4-2-føring.

I stedet tabte hun rytmen og lod initiativet glide sig af hænde mod den velspillende modstander, ligesom Wozniacki formentlig også var plaget af den lårskade, der krævede behandling i starten af andet sæt.

Bouchard brød til 4-3, og styrede derfra med direkte kurs mod sejren.

I finalen møder hun Petra Kvitova fra Tjekkiet. Kvitova vandt tidligere fredag sin semifinale over ukraineren Elina Svitolina med 6-3, 7-5.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.