Wolfsburg-boss slår fast: Bendtner bliver her
Manager maner alle spekulationer om Bendtner i jorden. - Vi vil ikke lave ændringer i truppen, siger Allofs.
Nicklas Bendtner sammen med Wolfsburg-tilhængere efter sejren over Bayern München.
Nicklas Bendtner sammen med Wolfsburg-tilhængere efter sejren over Bayern München. Foto: DPA/AP


De mange spekulationer om, at Bundesligaklubben Wolfsburg har mistet tålmodigheden med Nicklas Bendtner og vil forsøge at sælge ham, bliver fejet af bordet og afvist af klubbens manager, Klaus Allofs.

- Vi vil ikke lave ændringer i vores spillertrup, siger Klaus Allofs til Bild.de.

Meldingen kommer dagen efter den danske landsholdsangribers hidtil bedste præstation for Wolfsburg, siden han kom til klubben i sommeren 2014.

Bagud 0-1 i søndagens Supercup-finale mod mestrene fra Bayern München blev Bendtner sendt på banen 20 minutter før tid.

Få minutter før slutfløjtet udlignede han til 1-1. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence scorede den 27-årige dansker det afgørende mål.

- Der "Lord" sticht zu (Lorden slår til, red.), skrev det store tyske sportsblad Kicker på sin liveblog fra kampen med reference til danskerens kælenavn.

Bild konstaterer, at "med ét er floppet nu på toppen".

Med bare én scoring i 18 Bundesligakampe faldt Bendtner igennem i sin første sæson. Men nu er han titelhelt. Lorden bliver om bord, skriver Bild.

Bendtner er også glad for sin indsats mod Bayern.

- Det var måske min bedste kamp, siden jeg kom hertil. Jeg er lykkelig, siger han til Bild.

I optakten til den nye sæson blev Bendtner efter en svag indsats i en træningskamp mod Ajax Amsterdam straffet af træner Dieter Hecking, der lod klubbens fysiske træner herse med danskeren i nogle dage for at bringe ham i bedre form.

-Tilfældet Bendtner viser, at Klaus Allofs og jeg også er i stand til at omgås det, der formodes at være vanskelige spillere og få noget ud af dem, siger Hecking til Bild.

Allofs mener, at det nu endelig er gået op for Bendtner, hvad der kræves af ham.

- Vi har altid sagt, at Bendtner i bund og grund har det, der skal til. Han har vist en reaktion efter træningslejren. Det er den rigtige vej for ham. Jeg tror, at han nu har forstået det, siger Allofs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.