Wilbek slår fast: Klavs Bruun forbliver landstræner
Det kommer ikke på tale at fyre landstræner Klavs Bruun Jørgensen trods den kiksede OL-kvalifikation.
Der er fuld opbakning til Klavs Bruun Jørgensen fra Ulrik Wilbek og den øvrige DHF-ledelse.
Der er fuld opbakning til Klavs Bruun Jørgensen fra Ulrik Wilbek og den øvrige DHF-ledelse. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Den mislykkede OL-kvalifikation får ingen konsekvenser for kvindelandsholdets træner, Klavs Bruun Jørgensen.

Dagen efter, at det stod klart, at den danske OL-delegation rejser til Rio de Janeiro uden håndboldkvinderne, slår Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Ulrik Wilbek, fast, at en afbrydelse af samarbejdet før tid ikke kommer på tale.

- Det har slet ikke været på dagsordenen, siger Ulrik Wilbek.

Spørgsmål: Og det kommer det heller ikke?

- Nej.

Sportschefen har sammen med forbundets øvrige ledelse evalueret situationen efter lørdagens kostbare nederlag til Montenegro, og konklusionen blev, at kvindelandsholdet skal køre videre på samme økonomiske blus som hidtil.

Der skal arbejdes hårdt på at gøre overgangen til landsholdet lettere for de unge talenter, så landstræneren i fremtiden får flere kvalitetsspillere at vælge imellem.

Truppens niveau har nemlig vist sig at være lavere, end DHF-ledelsen forventede, da den sidste sommer satte en VM-medalje og en kvalifikation til OL som målsætning for Klavs Bruun Jørgensens første år som landstræner.

Wilbek erkender, at DHF nok har overvurderet landsholdets styrke.

- Det tror jeg faktisk, vi har. Vi har ikke et top-fire-hold for nuværende. Derfor vil man nok heller ikke høre os melde ud, at vi skal have medaljer til EM i Sverige. Vi er ikke favoritter til det, og der er hold, der er bedre end os, siger Ulrik Wilbek.

Selv om landsholdet ikke har gjort fremskridt siden fyringen af Jan Pytlick for 15 måneder siden, mener Wilbek fortsat, at beslutningen om at bytte træner var den rigtige.

- Det var ikke forkert, at vi skiftede landstræner, for tiden var inde efter meget lang tid med den samme træner.

- Man skal huske på, at vi kun har fået en medalje siden 2004, så historikken siger, at man ikke bare kan forvente, at vi får medaljer, fordi vi skifter landstræner. Men det er måske ikke gået så hurtigt, som vi havde håbet på, siger Ulrik Wilbek.

Klavs Bruun Jørgensen har selv slået fast, at han agter at opfylde sin kontrakt, der løber til sommeren 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.