Wilbek: Den anden VM-halvdel bliver hård
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, spår tæt kamp om pladserne i VM's gruppe C og D.
Sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, vurderer, at der bliver tæt kamp om pladserne ved VM i december.
Sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, vurderer, at der bliver tæt kamp om pladserne ved VM i december. Foto: DE LA FUENTE CHARLOTTE/Polfoto


Danmark er havnet i en yderst vanskelig gruppe, mener sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek.

De danske håndboldkvinder skal møde Montenegro, Ungarn, Japan, Tunesien og Serbien ved VM på hjemmebane i december.

- Naturligvis er det uheldigt at trække Serbien fra sjette lag og desuden bliver der helt åbenlyst tale om en gruppe med mange interessante kampe.

- Men jeg tror, Danmark vil kunne spille sig til en placering, der giver en overkommelig opgave i den første af knockout kampene, siger Ulrik Wilbek til forbundets hjemmeside.

Mens det på forhånd ser ud som om, at Danmarks gruppe A bliver VM"s hårdeste, er Wilbek nemlig ikke i tvivl om, at 1/8-finalerne i turneringens anden halvdel bliver endnu hårdere.

I hvert fald sværere end i den, hvor Danmarks gruppe A bliver krydset med gruppe B. Wilbek vurderer, at Spanien, Norge, Rumænien og Rusland helt sikkert vil gå videre fra gruppe D, der spilles i Frederikshavn.

- Især ser det for mig ud til, at parringerne mellem nummer et, to og tre fra gruppe C med de fire rigtigt stærke hold fra gruppe D kan blive en hård omgang, siger Wilbek.

Gruppe C tæller stærke nationer som Brasilien, Frankrig og Tyskland. De fire bedste fra hver gruppe går videre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.