Tre tillidsfolk fra Roskilde Brandvæsen har i protest trukket sig fra deres poster. De tror ikke længere på, at brandvæsenerets ledelse vil lytte til medarbejderne og samarbejde. Det skriver Roskilde Avis.
Tillidsfolkene håber, at politikerne i Roskilde Kommune med borgmester Joy Mogensen (S) i spidsen vil gribe ind.
- Vi har længe haft problemer med at blive hørt. Ledelsen tager det ikke alvorligt, når vi kommer med et problem. Denne mangel på tillid fra deres side betyder, at det bliver umuligt at samarbejde. Nu venter vi på et udspil fra ledelsen og kommunen, siger Rune Rasmussen, der i den seneste periode har været fællestillidsmand for FOA-medlemmerne.
Beredskabschef Carsten Iversen fra Roskilde Brandvæsen erkender, at en stor arbejdsbyrde på det seneste har gjort, at vilkårene for tillidsfolkene ikke har været optimale.
- Vi mistede for kort tid siden vores ambulancetjeneste i Roskilde. Det har gjort vores mandskab meget utrygge for deres fremtid. Tillidsmændene har derfor haft en meget stor arbejdsbyrde med at besvare henvendelser fra deres medlemmer. Det er mit indtryk, at der ikke er nogen store sager, men det er mængden af ting, som skulle have været afklaret i mellem ledelsen og tillidsfolkenene, der er er vokset alle over hovedet. Både ledelsen og mandskabet har været demotiveret af, at mandskabet igen er i en utryg situation med udliciteringen af deres arbejdsplads. Sager som før er blevet ordnet nemt og hurtigt, har ikke fundet deres rette hylde, siger han.
- Jeg går nu personligt ud i vores organisation med så stor en energi, at jeg er overbevist om, at vi kan forhandle en aftale på plads om tillidsfolkenes arbejdsvilkår, siger Carsten Iversen.
Kilde: Roskilde Avis.