Volkswagen afleverer sin rapport om softwarefusk
De tyske transportmyndigheder er gået i gang med at gennemtygge VW's rapport om forureningsfusk.
Tysklands transportminister, Alexander Dobrindt, der her ses med Danmarks tidligere transportminister Magnus Heunicke, siger, at de tyske myndigheder nu er i gang med at undersøge VW's rapport om fusk med forureningssoftware.
Tysklands transportminister, Alexander Dobrindt, der her ses med Danmarks tidligere transportminister Magnus Heunicke, siger, at de tyske myndigheder nu er i gang med at undersøge VW's rapport om fusk med forureningssoftware. Foto: Wolfgang Kumm/WOLFGANG KUMM/PICTURE-ALLIANCE/D


De tyske myndigheder er i gang med at se nærmere på den rapport, som Volkswagen har afleveret til transportministeriet i Berlin, den tyske hovedstad, om sagen om snydesoftware.

VW havde frist til onsdag til at aflevere rapporten til transportmyndighederne, KBA. Hele onsdagen har VW-bestyrelsen holdt møde, og onsdag aften siger transportminister Alexander Dobrindt, at rapporten ligger hos KBA.

- Det er min forventning, at KBA vil analysere denne rapport hurtigt og dybt og sende mulige spørgsmål til Volkswagen, siger han.

- Det er vigtigt, at vi arbejder meget hurtigt for at få resultater, få en endelig vurdering af de tekniske spørgsmål, tilføjer ministeren.

Dobrindt siger videre, at VW i rapporten siger, at det, der kaldes Euro-5 dieselmotorer inden for kategorierne 2,0 liter, 1,6 liter og 1,2 liter bliver kaldt tilbage.

Alle disse motorer skal have en softwareopdatering, og det begynder i starten af næste år.

Men 1,6 liter-bilerne har muligvis bruge for flere ændringer, og det kan nok ikke ske før september 2016.

Det drejer sig ifølge ministeren om 3,6 millioner 1,6 liter-biler, men han siger ikke noget om, hvorvidt det kun er i Tyskland.

- KBA skal bruge nogle dage til at vurdere de tekniske forslag og vurdere troværdigheden i dem, siger han.

Der er foreløbig berammet et møde mellem teknikere fra KBA og teknikere hos VW i Wolfsburg næste tirsdag.

Sagen om snydesoftware begyndte for nogle uger siden i USA, da det blev opdaget, at der var installeret en software i VW-dieselbiler, som ved test viste en langt lavere forurening, end der i virkeligheden var.

Siden har det vist sig, at måske op til 11 millioner biler rundt om i verden kan have den pågældende software.

I Danmark skal det være omkring 90.000 biler.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.