En blot 17-årig pige fra Sønderborg har anmeldt, at hun på vej til skole mandag blev overfaldet af to kraftige og høje mænd, der bortførte hende. Den ene misbrugte hende seksuelt.
Læs også: Politiet efterlyser vidner: 17-årig pige bortført og voldtaget
I en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi giver politiet en række oplysninger om sagen. Ifølge politiet har pigen fortalt, at hun på Ringriderpladsen i Sønderborg klokken cirka 07.40 blev kontakt af de to mænd.
De greb fat i hende og gav hende bind for øjnene. Derpå førte de hende ud på Ringridervej og til et ukendt sted i området, hvor den ene formentlig forbrød sig seksuelt mod hende.
Pigen fortæller, at der gik cirka tre timer, før hun fik lov at gå.
De to mænd beskrives som:
A:
- Dansker
- 18-20 år
- Ca. 180 cm høj og kraftig af bygning
- Lyshåret.
B:
- Dansker
- 20-22 år
- Ca. 185 cm høj og kraftig af bygning.
Politiet vil gerne tale med vidner, der evt. har set de tre sammen eller hver for sig i området Ringriderpladsen-Ringridervej-Ahlmannsvej-Kongevej-Parkvej, i tidsrummet mellem kl. 7:40 og 8:00.
Vidner kan ringe til lokalpolitiet i Sønderborg på telefon 114.