VM-back slipper uskadt fra lettisk vanvidstackling
Emil Kristensen har ingen tegn på hjernerystelse eller andre alvorlige mén efter sin hårde medfart.
Emil Kristensen slap med hudafskrabninger og en forskrækkelse, da han blev udsat for en grim tackling mod Letland.
Emil Kristensen slap med hudafskrabninger og en forskrækkelse, da han blev udsat for en grim tackling mod Letland. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Et øjeblik lignede det en ny alvorlig skade til det danske ishockeylandshold, da Emil Kristensen blev jævnet med jorden sidst i anden periode af den dramatiske VM-kamp mod Letland fredag aften.

Backen lå ubevægelig på isen efter at være blevet ramt af en ansigtstackling, men i modsætning til holdkammeraten Jesper B. Jensen, der fik hjernerystelse tidligere i turneringen, slap Emil Kristensen forholdsvis billigt.

- Jeg var rimelig hurtigt ved bevidsthed og var godt klar over, at jeg var blevet ramt. Det var lidt uhyggeligt, for man regner ikke med, man bliver ramt i sådan en situation. Men jeg slap forholdsvis okay fra det, siger han.

Kristensen var en af de spillere, der var på isen, da danskerne havde en frivillig træning lørdag eftermiddag.

Ud over tydelige mærker i ansigtet og let hævede læber er han sluppet uden skader.

- Jeg har lidt sår i munden og lidt hudafskrabninger, men der har ikke været tegn på hjernerystelse. Lægerne kunne godt mærke, at jeg hurtigt var klar i hovedet, siger Emil Kristensen.

Manden bag den uhyggelige tackling, letten Aleksejs Sirokovs, blev udvist for resten af kampen for forseelsen, men hans danske offer mener ikke, der var onde hensigter bag det voldsomme sammenstød.

- Jeg tror faktisk ikke, det var meningen, han ville tackle mig så slemt. Jeg har hørt, han har sagt til Kirill (Starkov, Danmarks russisktalende forward, red.), at han skulle hilse mig og sige undskyld. Han ramte mig bare uheldigt, mener Emil Kristensen.

Det danske ishockeylandshold spiller næste kamp søndag eftermiddag, hvor holdet møder Tjekkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.