Viralt hit: Konkurrent kaprer Ryanair-debat til reklame
Mens Arbejdsretten tager stilling til sagen om Ryanair, ser konkurrenten SAS sit snit til at gøre opmærksom på, at de har bedre forhold for de ansatte. Opslaget fra SAS er gået viralt på Facebook.
Ryanair nægter at indgå overenskomster med fagbevægelsen. Konkurrenten SAS har derimod overenskomst - og det gør flyselskabet opmærksom på i kampagnen på Facebook.
Ryanair nægter at indgå overenskomster med fagbevægelsen. Konkurrenten SAS har derimod overenskomst - og det gør flyselskabet opmærksom på i kampagnen på Facebook. Thomas Lekfeldt / Scanpix arkiv


Tror du også at fair forhold giver en bedre rejseoplevelse?

Det spørgsmål stiller flyselskabet SAS mandag eftermiddag på deres Facebook-side i et opslag, der også linker til en række tilbud på rejser.

Opslaget kommer på en dag, hvor Arbejdsretten behandler sagen mellem fagbevægelsen og flyselskabet Ryanair, der har afvist at indgå kollektive overenskomster.

Avisen.dk har i en række artikler afsløret løn- og arbejdsforhold hos Ryanair.

Med opslaget på Facebook kommer SAS med en slet skjult hentydning til deres irske konkurrent, og bruger debatten til at markedsføre sig som et flyselskab med overenskomst og bedre arbejdsforhold.

"Ej, skal vi nu have dårlig samvittighed?"

Opslaget er indtil videre blevet delt 88 gange på Facebook og fået over 700 "likes", og har også skabt en del debat på SAS' Facebook-side.

En del tilkendegiver, at de vil støtte fair arbejdsforhold, når de bestiller flybillet. Andre mener dog ikke, at den slags er forbrugernes ansvar:

- Billige billetter og serviceniveau er det de rejsende tænker på. Man gider da ikke sidde og have dårlig samvittighed over interne selskabspolitikker når man skal fragte sig rundt i fly... skriver Michael L. Thomsen for eksempel.

Andre mener, at servicen er bedre i de lande, hvor lønnen er dårligere.

"Hold nu op, det handler ikke om sandwich!"

Og nogle forholder sig slet ikke til arbejdsforholdene, men nøjes med at konkludere, at de er udmærket tilfredse med servicen i Ryanair:

- Er godt tilfreds med at flyve med Ryanair. God service i kabinen og billige billetter, skriver Hans Jørgen Enevoldsen.

Mikael Friis, der ifølge Facebook-profilen er selvstændig, skærer dog igennem:

- Hold nu op ... det handler jo ikke om hverken kaffe, sandwich eller strejker. Det handler om flyselskabets holdning til medarbejderne, sikkerheden og passagererne og passagerernes holdning til social dumping, forretningsetik og fair konkurrence. Og på alle punkter stinker Ryanair af dårligdom. En OK service fra Ryanairs kabinemedarbejdere er jo ikke garanti for fair forhold. Det er meget enkelt - ville man selv finde det rimeligt at blive behandlet på den måde, som Ryanair behandler deres medarbejdere ...? skriver han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.