RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Ryanair-piloter: Jobbet var fyldt med frygt og pres
To danske piloter fortæller i Arbejdsretten om deres tid på Ryanair-fly. Arbejdet var presset og præget af frygt for ikke at leve op til forventningerne.
- Jeg oplevede det som om, jeg var under konstant pres. Eksempelvis tjener du jo ingenting, hvis du bliver syg, fortæller Morten Windeløv om sin tid som pilot for Ryanair. Her ses demonstranter, der er imod Ryanairs arbejdsvilkår.
- Jeg oplevede det som om, jeg var under konstant pres. Eksempelvis tjener du jo ingenting, hvis du bliver syg, fortæller Morten Windeløv om sin tid som pilot for Ryanair. Her ses demonstranter, der er imod Ryanairs arbejdsvilkår. SGH-klubben


To danske piloter har lige i Arbejdsretten taget bladet for munden og fortalt om deres tid i Ryanair-fly. De har ikke noget godt at sige om tiden hos det irske lavprisflyselskab.

- Ryanair er ikke det bedste sted, jeg har arbejdet, fortæller pilot Nilas Jakob Rathke Andersen.

Har fløj som pilot Ryanair-fly fra 2011 til 2013. Han blev hyret som selvstændig for at arbejde for vikarbureauet Brookfield på Ryanair-fly.

- Det var en mærkelig konstruktion, men sådan skulle det være. Så der blev oprettet et firma til mig, fortæller Nilas J. R. Andersen.

"Det var ikke en chance"

Adspurgt om han ikke var glad for som nyuddannet med jobbet at få en chance for vigtig flyvetid hos Ryanair, siger han:

- Det var ikke en chance. Det var en økonomisk nødvendighed.

Han oplevede Ryanair som en arbejdsgiver, der presser sine ansatte.

- Der var pres i Ryanair-flyene specielt på kabinepersonalet. De var meget opsatte på at opnå de rigtige salgstal, fortæller Nilas J.R. Andersen.

Han sagde op i 2013.

- Det var ikke et økonomisk sikkert sted at blive. Jeg var med i et trafikuheld og pådrog mig en skade, så jeg ikke kunne flyve i en periode. I den periode fik jeg ingen løn, og samtidig havde jeg haft en meget lav løn i perioden forud på grund af få flyvninger.

"Hvis du er syg, tjener du jo ingenting"

Den anden pilot, som vidner i Arbejdsretten, er Morten Windeløv.

Han arbejdede for Ryanair fra 2007 til 2011 via vikarbureauet Brookfield fra 2007 til 2010. I dag arbejder han for et andet selskab og er medlem af bestyrelsen i fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, som er part i sagen i Arbejdsretten.

- Jeg oplevede det som om, jeg var under konstant pres. Eksempelvis tjener du jo ingenting, hvis du bliver syg, fortæller Morten Windeløv.

Han talte om et flyselskab gennemsyret af pres på medarbejderne.

- Der blev lavet rapporter om alt ting, og når du er ny pilot i selskabet, så er du nederst i hierarkiet og vil gerne vise dit værd. Blandt andet i forhold til de her konkurrencer om at holde brændstofforbruget nede, siger Morten Windeløv.

”Fagforeninger var no go”

Fagforeninger var ifølge Morten Windeløv et bandeord i Ryanair.

- Fagforeninger var et no go. Hvis man henvendte sig til en fagforening, blev man helt sikkert fyret. Ingen talte højt om fagforeningen, for de var superbange for at blive overhørt, beretter Morten Windeløv.

Adspurgt om hvorfor han ikke sagde fra over for forholdene i Ryanairs fly, siger han:

- Jeg sagde ikke fra af frygt for at blive fyret. Jeg skulle betale af på min gæld, og jeg havde forpligtelser over for familier og børn.

Ryanair-chef: OK at være med i fagforening

Personaledirektør i Ryanair, Eddie Wilson, siger i sagen i Arbejdsretten, at han intet har imod fagforeninger.

- De har helt klart presset os. Men det er helt grundløst, når folk påstår, at vi har noget imod, at folk er medlemmer af fagforeninger.

I sagen bliver der fremlagt et brev, hvori Ryanairs ledelse advarer piloter om at deltage i et opråb om flysikkerhed udfærdiget af IALPA, som er en fagforening for piloter, der arbejder hos Aer Lingus.  Tager de kontakt til IALPA risikerer de at blive fyret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.