Mens SF's udenrigsminister, Villy Søvndal, har udtalt støtte til en militæraktion i Syrien uden om FN, så er der skepsis i regeringspartiets bagland.
Her mener flere lokalformænd, at regeringens støtte til et amerikansk ledet angreb svækker FN, og der er udbredt modvilje mod dansk deltagelse.
Således svarer 26 ud af 35 lokalformænd i SF, der har svaret på en Ritzau-rundspørge, "nej" til spørgsmålet om dansk deltagelse uden et FN-mandat.
Én af dem er lokalformanden i SF Fyn, Hans Glæsel:
- Hvis man kan gøre noget uden et FN-mandat, så svækker man FN, som stadig er vores eneste mulighed for at lave et internationalt samarbejde og en international diskussion om forholdene i verden.
- Og hvis FN svækkes yderligere, så vil alverdens stater blot kunne sige: Nå ja, vi gør bare, hvad der passer os uden at tage hensyn til verdenssamfundet, siger Hans Glæsel.
I sidste uge blev der offentliggjort billeder af syriske civile, som natten til onsdag tilsyneladende var blevet udsat for et angreb med kemiske våben.
Det har startet en debat om at gribe ind over for Assad-styret uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, hvor både Kina og Rusland blokerer for enighed om en intervention.
Men det er ikke kun, når der diskuteres om et indgreb i Syrien, at SF's lokalformænd er imod, at Danmark går videre end FN's mandat.
Således er 29 ud af de 35 adspurgte SF'ere generelt imod, at Danmark støtter internationale militære aktioner uden et klart FN-mandat.
Hans Glæsel understreger, at organisationen har en betydningsfuld rolle at spille, selvom at FN-landene sjældent kan blive enige om militære interventioner af hensyn til deres respektive allierede.
- Hvis man ikke har FN, så er der fri leg overalt. I øjeblikket betyder FN trods alt noget, nemlig at der er nogle, der tænker sig om en ekstra gang, siger SF Fyn-formanden.
Formand i SF City, Ole Benny Nielsen, frygter ligesom sin kollega på Fyn, at en militær aktion vil gøre ondt værre i Syrien.
Derfor er det vigtigt for den københavnske lokalformand, at der er en plan for tiden efter et eventuelt indgreb.
- Hvis man har en plan for, hvad der skal ske efter et militært indgreb, så forstår jeg det godt. Det er ikke en ønskesituation, men jeg kan godt se, at det kan være nødvendigt, siger Ole Benny Nielsen.
Også lokalformændene i Det Radikale Venstre er blevet spurgt, om de støtter dansk deltagelse i Syrien uden om FN. Her er der mere delte meninger, da 18 ud af 38, der har besvaret Ritzaus spørgsmål, svarer "nej", mens 13 svarer "ja".
Til gengæld er 30 ud af 38 generelt imod, at Danmark støtter internationale militære aktioner uden et klart FN-mandat.
/ritzau/