Viktor Orbán bringer igen Ungarn på kant med Europa
Både Den Europæiske Union og Europarådet reagerer skarpt på ungarsk debat om genindførsel af dødsstraffen.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, sagde tirsdag ifølge AFP, at strafferammen for drab i Ungarn ikke er afskrækkende nok, og at spørgsmål om dødsstraf igen skal på dagsordenen.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, sagde tirsdag ifølge AFP, at strafferammen for drab i Ungarn ikke er afskrækkende nok, og at spørgsmål om dødsstraf igen skal på dagsordenen. Foto: Colourbox/free


Ungarns premierminister, Viktor Orbán, bevæger sig onsdag igen ud i en kontrovers med partnerne i Den Europæiske Union og i Europarådet.

Orbán har de seneste par år flere gange bragt sig på kant med partnerne i Europa med lovgivning og politiske meldinger, der udfordrer flere demokratiske grundprincipper. Den seneste kontrovers handler blandt andet om dødsstraf.

Tirsdag sagde Orbán ifølge nyhedsbureauet AFP, at strafferammen for mord i Ungarn "ikke er afskrækkende nok", og at "spørgsmålet om dødsstraf må på dagsordenen i Ungarn".

Onsdag har gruppelederen for Orbáns Fidesz-parti i parlamentet, Antal Rogan, ifølge Reuters fulgt op med en melding om, at debatten er nødvendig, selv om dødsstraf er i strid med europæiske regler og normer.

- Selv i et EU-medlemsland må det være sådan, at hvis befolkningen ønsker dødsstraf, så kan man åbne en omfattende debat på EU-niveau, siger Antal Rogan.

En talsmand for EU-Kommissionen afviser onsdag at spekulere i, hvad der vil ske, hvis Ungarn genindfører dødsstraffen.

Men han siger, at det ligger helt klart i EU's optagelseskrav, at lande skal overholde charteret om grundlæggende rettigheder, der blandt andet siger, at man ikke idømmer og eksekverer dødsstraf.

- Dødsstraf kan aldrig være svaret inden for EU. Forbuddet mod dødsstraf er en af grundpillerne i EU's grundlæggende rettigheder, siger kommissionens talsmand Christian Wigand.

Flere andre af de seneste års kontroverser mellem Ungarn og EU-systemet om blandt andet mediernes og domstolenes uafhængighed har udstillet, at EU har manglet en mekanisme til at holde lande fast på grundprincipperne, når først de er blevet optaget.

Den danske udenrigsminister har været en af drivkræfterne bag, at medlemslandene nu har indført en årlig gennemgang af, om grundreglerne faktisk bliver overholdt.

Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muiznieks, udtrykker onsdag "ekstrem bekymring" over meldingerne fra Ungarn, som han siger "er uforenelige med Ungarns forpligtelser under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og går imod de værdier, Europa står for".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.