Vigtig sejr til Jores Okore i engelsk nedrykningsdrama
Aston Villa slog Everton med 3-2 og holder en afstand på to point til Sunderland under nedrykningsstregen.
Jores Okore (til venstre) i en nærkamp med Evertons Romelu Lukaku i lørdagens opgør.
Jores Okore (til venstre) i en nærkamp med Evertons Romelu Lukaku i lørdagens opgør. Foto: Rui Vieira/AP


Aston Villa kæmper hårdt for at holde sig ude af bunddramaet i Premier League.

Lørdag lykkedes det danske Jores Okore og holdkammeraterne at tage et vigtigt skridt væk fra bunden, da Everton blev slået med 3-2 på Villa Park.

Trods en midterplacering som nummer 14 er bekymringerne endnu ikke ovre for Aston Villa, da Sunderland under nedrykningsstregen blot har to point mindre end Okore og co.

Reelt kæmper otte klubber lige nu for at undgå en af de tre nedrykningspladser, og det betyder, at alle point kan få stor betydning.

Mod Everton kom Christian Benteke til at spille en hovedrolle for Villa med to scoringer. Den målfarlige belgiske angriber headede efter 10 minutter hjemmeholdet på 1-0, og umiddelbart før pausen slog han til igen med 2-0-målet.

Hans belgiske landsholdskollega hos Everton, Romelu Lukaku, reducerede til 1-2, efter at Villas Ron Vlaar havde begået straffespark efter en times spil.

Selv om hjemmeholdet blev sat under hårdt pres, så øgede Tom Cleverley til 3-1 lidt senere for værterne. I slutfasen fik Evertons Phil Jagielka reduceret til slutresultatet 2-3.

Flere af de øvrige hold i bundkampen kom også godt ud af lørdagens kampe.

Sunderland slog på hjemmebane Southampton med 2-1, mens Leicester med Kasper Schmeichel i målet vandt med 3-0 hjemme over Newcastle.

På Anfield var Queens Park Rangers tæt på at få point med hjem, men Liverpools anfører Steven Gerrard endte som en sen matchvinder, efter at han kort forinden havde brændt et straffespark. Kampen endte 2-1 til Liverpool.

QPR og Sunderland - begge under nedrykningsstregen - har henholdsvis 27 og 33 point, mens Leicester lige over stregen har 34 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.