Vidner efterlyst i Emiliesagen: Var på samme perron
Politiet vil meget gerne i kontakt med to unge, da et overvågningskamera afslører, at de gik lige ved siden af Emilie Meng, da hun stod af på Korsør Station.
Politiet leder efter to vidner, der stod af på Korsør Station sammen med Emilie Meng kort før hendes forsvinden.
Politiet leder efter to vidner, der stod af på Korsør Station sammen med Emilie Meng kort før hendes forsvinden. Foto: Privat efter aftale med familien


Det er uvist, hvad der er sket med den 17-årige Emilie Meng, siden hun natten til søndag d. 10. juli sagde farvel til sine venner efter en bytur i Slagelse. 

Politi, familie og frivillige har ledt forgæves efter den forsvundne teenager, der imellemtiden er fyldt 18 år. Men foreløbigt har eftersøgningerne ikke bragt afgørende nyt med sig.  

Nu leder politiet efter to vigtige vidner, der kan have nye informationer om den forsvunde Emilie Meng. Et ungt par var nemlig med samme tog til Korsør som Emilie Meng, der ankom med toget fra Slagelse til Korsør omkring kl. 04 d. 10. juli.

- Vi har hidtil efterlyst vidner generelt fra Korsør Station. Men vi ved positivt, at vi mangler at tale med to personer - en ung mand og en ung kvinde. De er med samme tog som Emilie og står af sammen med hende. Vi vil rigtig gerne tale med dem for at høre, om de måtte have set eller observeret noget fra det tidsrum, forklarer efterforskningsleder Marianne Roed fra Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi til Ekstra Bladet.

Gik ved siden af Emilie

Efterforskningslederen beskriver det unge par som værende i 20'erne.

Fra overvågningskameraet kan man se, at kvinden har løst skulderlangt meget lyst hår, der muligvist er afbleget. Hun er iført mørkt tøj og Converse sko.

Den unge mand har lyst kort hår, cowboyjakke, skjorte, mørke bukser og Converse sko. Han har en sort rygsæk på ryggen.

- De kommer med samme tog, går ud på stationen og går ved siden af hinanden - formentlig foran Emilie på perronen, forklarer Marianne Roed til Ekstra Bladet.

Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi håber, at parret har informationer, der kan bidrage med nyt til sagen.

Da Emilie Meng tog afsked med sine venner på Korsør Station valgte hun at gå alene hjem, selvom hendes tre venner tog en taxa. Hvorfor hun ikke ville følges med de andre i taxaen, er der ikke klarhed over.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.