Venstre: Vores plan kan gøre uddannelser rigere
LO, DI og Dansk Erhverv skyder forbi med kritik af sparekrav på uddannelser, mener Venstres finansordfører.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritiseres på Savværket i Aarhus for SU nedskæringer. Kritikken rammer ved siden af, mener Venstres finansordfører Jacob Jensen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritiseres på Savværket i Aarhus for SU nedskæringer. Kritikken rammer ved siden af, mener Venstres finansordfører Jacob Jensen. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Regeringen sparer ikke uddannelserne i stykker, som Dansk Industri, LO og Dansk Erhverv mener i Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Det siger Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

- Jeg kan ikke genkende det billede, som tegnes. Vores finanslovsforslag og plan lægger op til at gøre os rigere. Så får vi mulighed for at investere op mod otte milliarder kroner i blandt andet uddannelse indtil 2025, siger Jacob Jensen.

Han genkender ikke kritikernes regnestykke. Det fremgår ifølge dem af finanslovforslaget for 2017, at der indtil 2020 spares over ti milliarder kroner især på omprioriteringsbidraget, mener kritikerne.

Jacob Jensen påpeger, at Venstre har fremlagt en helhedsplan og et finanslovsforslag.

- Det burde man kvittere for i stedet for at fortsætte den golde kritik, som primært Socialdemokraterne er ude i, siger Jacob Jensen.

Kritikerne hæfter sig især ved, at regeringen omlægger SU.

Modtageren mister 800 kroner om måneden i stipendium. Til gengæld kan de låne mere rentefrit, og får samlet et større beløb til rådighed. Men forslaget øger den sociale ulighed, mener kritikerne.

- Det er noget vrøvl. Som studerende kommer det an på, om man har midler til at gennemføre sit studie. Man har et øget råderum, når man lægger stipendium og lån - til nul procent i rente - sammen, siger Jacob Jensen.

- Så får man ovenikøbet en skatterabat i de første år, man kommer i arbejde. Derudover får man et højere fribeløb (i egen indtjening), når man studerer. Det er en godt sammenskrevet plan, også hvad SU angår, siger V-ordføreren.

Ingeniørforeningen, IDA's formand Thomas Damkjær Petersen kalder det til gengæld "gambling på højeste niveau, når grønthøsteren kører over uddannelserne med to procents besparelser år efter år".

- Danmarks studerende og de hjemlige uddannelsesinstitutioner er vores eneste stærke kort i bestræbelserne på at fremtidssikre vores velfærd. Derfor virker mulige fremtidige investeringer en anelse usikre, siger Thomas Damkjær Petersen.

En rundspørge, som IDA har foretaget blandt godt 1.000 studerende, viser, at lysten til at læse videre, for mere end halvdelen af de studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, er afhængig af, at der ikke sker radikale ændringer af SU-systemet.

- Hvis hver anden på ingeniørstudierne og de naturvidenskabelige uddannelser ikke vil læse videre på baggrund af ændringer i støtten, står vi som nation tilbage med store udfordringer, siger Thomas Damkjær Petersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.